Forleden blev jeg af én af mine sponsorer stillet spørgsmålet ” hvad gør dig unik som atlet “.
Jeg kom i vanlig kæbhøj stil på et par ting, som jeg på min blå sky af stolthed kunne fremføre. Men jeg tænkte hurtigt, at det ville være interessant at spørge nogle af mine nærmeste, hva de synes, så jeg sikkert kunne få et mere retvisende billede og måske også lyde som om jeg havde et gran mere selvindsigt end tilfældet er.
De som er tættest på én, ser én, hører én og vigtigst af alt, de ser og hører også det man ikke ber dem om at se og høre. Alle de små ting, på godt og på ondt.
Det korte af det lange er, at jeg fik bland andet et svar der lød sådan her.
” din kropsfornemmelse, så du formår at arbejde med de små ting og dermed hele tiden bliver bedre. ”
Se det var jo noget jeg blev rigtig glad for at høre – jeg skrev det ned, men havde jeg ikke fået den besked havde jeg sikkert nok tænkt, at det var en smule for fesent, at skrive om sig selv, at man er en føler.
MEN det er præcis hva jeg er, nogle gange for meget. Men jeg tænkte meget over det på min løbetur sent fredag aften. Efter en lang dag på farten, skulle jeg have presset en bakke – interval – tur ind før Disneyshow. Det var mørkt og stjerneklart. Lektien bestod i, at gennemføre 15*1 min bakkeløb med fokus på at få aktiveret ballerne, på min 75 min lange tur. Det er med mørke svært at fornemme tempo, men til gengæld kan man fordybe sig i følelsen af intensitet og skærpe sine sanser for det motoriske. Så her fandt jeg mig selv, for foden af bakken, med udsigt til karlsvognen, skærpet, fokuseret og i ét med mine følelser. Jeg følte hvert et skridt og hver en muskel aktiveret hver gang jeg løb et interval, op ad bakke – som på vej op til stjernerne. Her blev jeg mindet om, hvorfor jeg dyrker triathlon med stor passion. Og takket være det spørgsmål og det svar, havde jeg den bedste løbetur længe.
På langt de fleste træningspas er følelsen af flow og effektivitet nøglen. Som alle andre er jeg også bundet af nogle tal jeg skal leve op til, stile efter for at blive bedre, men som alle andre har jeg også perioder hvor der ikke sker fremskridt i fart eller effekt. Selvom jeg altid har følelsen med, er det specielt i disse perioder hvor jeg finder tilbage til følelsen for det jeg laver. Du kan godt løbe langsomt og stadig finde flow, du kan godt svømme langsomt og stadig have fornemmelsen for taget og du kan cykle under niveau, men stadig sidde godt på cyklen, mærke pedalen og nyde den mulighed for at gå helt ind i dig selv og lede efter de sidste procent. Går du igennem de grå perioder med et skærpet fokus på disse ting, er jeg meget overbevist om, at du altid vil komme bedre ud på den anden side. På et eller andet tidspunkt har renterne trukket længe nok og du vil få det fornødne skub bagi. Det kræver tålmodighed at blive bedre, nyder man det man laver, er tålmodighed en dyd man kan lære sig.
I øjeblikket er min svømning langsom, men jeg har følelsen af et godt tag. Jeg tænker det ganske naturligt er min hårde cykling og relativt hårde løb der sætter ind. Jeg går ikke i panik, for ind imellem får jeg glimt af den fart jeg ved ligger der. Jeg nyder istedet tiden i bassinet og venter på, at jeg bliver belønnet med fremgang endnu engang.
