Rundstykkerne krummer også på 1. klasse….

Alt i forbindelsen med at få kørt den ene jernmand i år endte med at være en lille smule udfordrende både før og efter. Som regel kommer der noget lærerigt og nyttigt ud af den slags udfordringer – også denne gang.

Der var Almere, som gik i skidt renden. Så en brækket hånd en uge inde i forberedelserne til IM Cozumel.

Dernæst en vigtig lektion i, hvordan man ikke skal regne med, at oplysninger kommer af sig selv, og at det kan betale sig at have en ESTA, selvom man kun skal mellemlande i Miami. Man lærer også, at det er DYRT at købe en ny billet dagen før afrejse, og at Cozumel er et flot sted, men også et svært sted at præstere i, når man kun har akklimatiseret i fire dage. Cozumel er varmt… og FUGTIGT.

På plus siden var det fedt at gennemføre en Ironman uden uheld og finde ud af, at man kan køre fornuftigt, selvom man på mange måder bevæger sig langt under sin formåen.

En anden ting: det er også vigtig at bevare sin forstand, når bilens køler beslutter sig for at give op i udkanten af RINGSTED kl.01, når man er på vej hjem for at sove i sin egen seng efter en i forvejen laaaang rejse hjem fra Cozumel. Specielt når Falck fortæller, at de ikke kan køre dig helt hjem, men i stedet kører dig til Ringsted Station, hvor du selv kan finde ud af at komme hjem fra. ALT betalt selvfølgelig – FEDT!

Toget gik kl.03.20, og jeg sørgede for at bestille en DSB 1 billet til turen hjem… HA! – TA DEN FALCK.

Jeg fik dog ikke rigtig nydt den skide første klasses billet, eftersom der ikke var en DSB 1 coupe i toget fra Ringsted til Fredericia. Så var der det faktum, at jeg skulle skifte to gange på fire timer, så ikke nok med at det ville være en længere tur hjem, men eftersom jeg var ligeså træt som et alderdomshjem, ville det også være med en direkte risiko for ikke at vågne og dermed køre for langt, hvis jeg tog mig en lur.

Jeg tog alligevel chancen med en lur mellem Fredericia og Århus og blev vækket af en servicemand, som venligt tilbød mig et GRATIS rundstykke med smør, ost og marmelade. Og minsandten om ikke også der var kurvand og pulverkaffe ad libitum – DSB 1 – ja tak!

Det var i det søde øjeblik, hvor jeg ville stikke min dertil indrettede – engangsservice-trækniv i mit rundstykke for at skære det over, så jeg kunne påføre tilbehøret, at jeg opdagede, at rundstykker også krummer på 1. klasse.

Det er rart at der er visse universelle ting, som også volder andre problemer, når man selv føler sig udfordret.

Udsigten til, at der ikke længere var så langt hjem til familien mere samt den skoldhede instantkaffe, der stod og afgav sine lokkende dampe på bordet, fik mig til at tænke på helheden af projektet, og at det i virkeligheden endte med at være en rigtig god oplevelse at tage til Cozumel og ikke skulle gå vinterpausen i møde uafsluttet. Der er som regel en positiv side af al bøvlet, man skal bare nogle gange lede lidt ekstra for at finde den.

Da Taxaen satte mig af hjemme, var det lige i tide til at nå morgensang på skolen med pigerne – det var dejligt.

Det har været helt naturligt og tiltrængt at slappe af og lade ”trilivet” ligge siden hjemkomst. Men nu nærmer et nyt år sig. Jeg håber og krydser fingre for, at IM Cozumel var vendepunktet for den stagnering, jeg har oplevet resultatmæssigt på den lange distance de seneste to år.
Jeg har endnu ikke været i nærheden af mit mål, men jeg gi’,r det et ærligt forsøg igen i 2020.

Det var rart at gennemføre en fuld distance uden uheld eller lignende. Jeg beviste overfor mig selv, at jeg kan arbejde med det jeg har, og være i stand til at presse på under de givne betingelser på dagen. Og som nævnt tidligere var jeg fuldt ud klar over, at jeg ikke kunne sætte næsen op efter noget specifikt resultat under forhold, som jeg aldrig har konkurreret i før. Jeg ved, formen var til noget rigtig godt i år, hvis jeg havde kørt under mere optimale betingelser, og det er en fortrøstning, når jeg tager hul på 2020 sæsonen.

For første gang siden 2013 går jeg et nyt år i møde uden at have Michael Krüger som træner . Det har jeg vidst i et stykke tid, da det allerede blev aktuelt midt sommer.

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den situation som Michael og hele hans familie har været og er i. Hvordan det må være at få revet alt, ,man har bygget op væk under én.

Michael er en mand jeg kan stå inde for og jeg vil savne at have ham som min træner med alle hans kvaliteter. De selvsamme kvaliteter gør ham til en ven, jeg altid vil have tillid til. Michael kom ind i mit liv igen efter en meget hård periode for mig personligt og har sammen med Sissel skabt det bagland, den støtte og den tryghed, der har gjort, at jeg kunne tilføje et meget fint kapitel til mit ellers brogede triliv. Jeg synes, det er en svær situation, da Michael har været en fantastisk støtte for mig igennem næsten seks sæsoner, og selvom det har været et professionelt forhold, så føler jeg, at jeg skylder ham utrolig meget for, det han har ydet for mig og os som familie. Jeg drømmer om at levere en præstation, inden jeg stopper, som gør det arbejde og den støtte ære.

Indtil videre har jeg ikke fundet en afløser og har kun en enkelt føler ude. Hvis ikke den går igennem, så er jeg overladt i mine egne følelser vold, og så er der en risiko for, at træningsplanen bliver et virkelighedsfjernt festfyrværkeri. Jeg tænker allerede her noget Kipchoke, Phelps, Sagan møder Lionel Sanders agtigt….

Nå, men i morgen vil jeg fejre min 37 års fødselsdag og vende det døve øre til dem, der fortæller mig, at jeg er ved at være for gammel. Heldigvis er jeg naiv og udstyret med en tumlings gåpåmod samt en ubegribelig mængde af støtte fra min dejlige kone, som nok skal hjælpe mig i min mission om at bevise det modsatte.

På tirsdag vil jeg mindes året, der gik, og fejre det nye års kommen med pigerne og nogle rigtig gode venner. På onsdag vil jeg sove længe, og den tendens vil jeg følge hele uge 1, hvor tøserne fortsat er hjemme på ferie fra skolen. Jeg vil nyde ungerne, se film midt på dagen, se dybt i en rødvinsflaske, måske drikke en øl til frokost, snacke, gå ture, spille spil og støve grejet af til uge 2, hvor mit triliv 2020 starter…

Ifølge Kipchokes plan så løber han intervaller på bane om tirsdagen, så det bliver selvklart første skridt mod hurtigere tider i det nye år.

 

/ Chris

Sæson afslutning blev IRONMAN Cozumel

I går fik jeg slået en sløjfe på 2019. Et år der egentlig har været meget godt, men som hele tiden har været rettet mod én stor jernmands præstation til Challenge Almere.

Som far til tre er det ikke altid helt op til én selv, hvornår man lægger sig ned med sygdom. Og selvom jeg havde undgået at være syg i hele 2019, så blev jeg alligevel ramt, da alle ungerne var syge ugen før racet i Holland. That´s life.

Men eftersom det var den fulde distance, jeg havde trænet til hele året, var den det en skuffende følelse, jeg sad med i målområdet, efter at jeg havde parkeret min cykel i T2. Jeg var ked af det.

Jeg elsker triathlon som helhed, men jeg brænder for at køre jernmand. Eftersom der var gået over et år siden IM CPH, så var der nu også gået hele to år siden, jeg havde kørt en hel uden at være uheldsramt. Derfor sad jeg også dér med et efterhånden stort, åbent sår, som skulle hele.

Specielt fordi jeg kan se, at træningen er bedre – ja, alting er bedre end sidst, jeg havde et fornuftigt ræs, så går jeg med en følelse af noget uforløst, noget jeg tænker, mange kan relatere til. Sissel véd det og tror også på, at der er mere i mig, og vi kunne derfor også hurtigt blive enige om dér i målområdet, at jeg var nødt til at køre et løb inden udgangen af 2019. Jeg havde først udset mig IM Arizona, men da det udelukkende var et “WMS PRO” løb, faldt valget på Cozumel.

Så da jeg følte mig frisk, gik jeg igen igang med træningen. På førstedagen var jeg ude på min MTB og efter endt sporridt, stod jeg stille for at tage min jakke på, og i det jeg vil dreje cyklen for at vende snuden hjemad, sidder forhjulet fast i en gren, og jeg falder helt udramatisk – ligeså lang som jeg er og lander med hånden på en sten. Dagen efter kan jeg ikke åbne køkkenskuffen og bliver sådan lidt stram over det. En konsultation med skadestuen senere: dommen er en brækket hånd.

På med gips og finde alle floskler om forhindringer vs. muligheder frem fra gemmerne for at bevare humøret. Humøret var svært tilgængeligt i starten. At komme fra udendørs træning og flytte sig indendørs, stationært på cyklen med hånden i gibs er ikke det fedeste, jeg har prøvet. Jeg kunne ikke finde power, jeg sad ikke godt, og der var mange ting i vejen. Løbet gik bedre, og efter to-tre uger, hvor jeg mentalt var lidt i kælderen, begyndte jeg at føle mig mere tilpas igen. Jeg endte med at få fire gode ugers træning, inden jeg tog afsted forberedt bedst muligt under omstændighederne og stadig i relativ god form.

Da jeg stillede til start i går morges efter fire dage på øen til at akklimatisere, var jeg godt klar over, at det ville blive en dag i det ukendte. Jeg havde derfor ingen forventninger, hvilket heller ikke havde været berettiget. Jeg var på ukendt område ift. varme og luftfugtighed, og hvordan min krop vil håndtere dette.

Min plan var såre simpel, at lytte til kroppen hele vejen og have hovedet låst fast på at mærke efter, håndtere og adaptere. Det gør jeg nu også normalt, men jeg plejer trods alt at have nogle referencer fra tidligere race om, hvordan træning og race hang sammen. I går kunne jeg hele tiden konstatere, at træning og race ikke hang sammen. Derfor blev det til en dag, hvor jeg ofte måtte sætte mig nye delmål.

Hvordan var det så,? Det var VARMT – jeg svedte ikke, men kogte til gengæld godt og grundigt. Jeg kunne absolut ikke komme af med varmen og derfor var jeg også omhyggelig med at bruge samtlige aid stations, også selvom det tog meget af farten. Da age group´erne kom ud på vores 2. omgang på cyklen, blev aid stations mere eller mindre til krigszoner. Folk parkerede midt i det hele, og de stakkels frivillige kunne slet ikke overskue klientellet. Jeg endte dog med at bruge muligheden til at køle mig godt, strække ryggen og så komme videre, da det ikke rigtig kunne hjælpe noget at hidse sig op.

Jeg havde prøvet at regne mig frem til min tid ift. de watt, jeg forventede at kunne producere på dagen og endte med et 4.21.xx cykelsplit. Det holde ikke helt, men med 4.27 på 181,8 km og en del spildt tid i forplejning, var det ikke helt ved siden af. Jeg havde en lang og ensom tur på den tohjulede, og den eneste krise var mentalt over, at jeg ikke kunne træde en bule i en blød hat. Kroppen ville ikke åbne op for power, og jeg kommer derfor igennem med hidtil laveste IM watt på 258 og en puls på 129 og faktisk en hel del fra de watt, jeg havde troet på, at jeg kunne præstere.

På løbet var det lidt det samme. Forsøger de første 5 km at lade kroppen diktere for så at se, hvor jeg er i forhold til pace. Min strategi var 4.05. Men allerede efter 7 km falder tempoet helt naturligt til 4.10-15, og jeg kan konstatere, at jeg skal køles godt ned, hvis jeg bare skal nogenlunde hæderligt igennem.

Tempoet falder yderligere mellem 14 og 28 km og specielt 28 og 35 km, hvor et hurtigt toiletbesøg får mig bag to af de konkurrenter, jeg havde overhalet. Jeg får mandet mig op og forsøger at slutte med, det jeg har. Der er til kortvarige 4.10-perioder, men hver gang minder min core temperatur mig om, at det er et no – go. Jeg valser over stregen som 13´er i det vildeste felt, på den mest modbydelige dag og vel nok på én af de smukkeste destinationer, jeg svømmet, cyklet og løbet.

Tiden er ikke prangende, men præstationen er jeg faktisk stolt af. Jeg fik ikke det, jeg havde drømt om, men absolut det jeg havde brug for. Nu kan jeg endelig komme videre velvidende, at jeg kan håndtere at race helt for mig selv med de evner og værktøjer, jeg har på dagen. Jeg var ikke forhindret af udefra kommende faktorer, men havde skæbnen i mine egne hænder hele dagen – den følelse er utrolig tilfredsstillende. Det var fedt at køre jernmand. Alle de forskellige perioder, man går igennem, hvor man mentalt enten skal være på, lukke ude, overbevise, sætte nye mål osv. Det følelsesspektrum, man gennemgår, er noget af det mest intense, der findes.

Nu til noget helt andet, nemlig en tiltrængt off season. Jeg glæder mig til at være sammen med familien og gå ind i julemåneden med ro på, suge til mig og være klar til at bygge på igen fra 1.1.2020.

I morgen rejser jeg atter hjem, nu vil jeg nyde det sidste af denne fantastiske ø.

 

/Chris

Garmin Challenge Denmark

Blev en tilfredsstillende “sæsonstart”.

Sæsonstart er det jo ikke helt, men i ift. den overordnede plan for året var det i lørdags, jeg for alvor skulle se, hvor pilen pegede henad. Det er altid noget specielt at køre den første halve jernmand på året, da det ikke er som ret meget andet.

Det gik stort set som forventet, pånær et uforklarligt udsving på svømmedelen, som bestemt var under niveau.

Når jeg skriver “stort set”, er det, fordi det alligevel ikke var helt i top. Hvis jeg ser på selve tiderne, som Coach Krüger satte mig til at køre, så var det i runde tal 26 – 2.08 – 1.15.30. De faktuelle tal var 28.19 – 2.07.14- 1.16.11. Så langt fra var det ikke. Men det er nok til, at jeg stadigvæk er en smule kritisk og mener, at der er potentiale til mere for nuværende.

Den største skævert og baggrund for ærgelse må siges at være svømningen. Selvom jeg ikke er hurtigere, end jeg plejer, så er jeg stabilt svømmende og svømmede også 1900 m i bassin på 25.50 mandag og 26 min på ruten i Fuglsang Sø tirsdag uden at svømme mig helt ud.

Og det er skidt at sige, når man har været med så længe, at de unger løver ser medlident på én, når man endnu engang stiller til start i Elite.

Det må være rusten, der som vanen tro, skal bankes af. Det er ihvertfald sådan for mig, sikkert også andre, at jeg lige skal have kastet bolden op første gang for at se, hvordan den lander. Det har jeg så gjort nu og må indstille mit kompas efter det.

Den næste er egentlig ikke en skævert i sig selv, mere en ufuldendt fornemmelse. Jeg havde skrevet til Coach, at jeg sigtede efter 320 watt. Da det ville være et forsigtigt, stabilt bud på den power, jeg ville kunne levere. Træningen har set bedre ud, men jeg ville også gerne kunne løbe godt, og eftersom det jo var 1. halve i år, ville jeg sørge for at få mest muligt med derfra. For mig ville det at gå kold for så ikke at kunne præstere på løbet ikke kunne bruges til noget. Jeg besluttede mig for, at succeskriterierne skulle være

  1. Flow
  2. 320 watt
  3. Progressivt – Dvs. hvis flow ved 320 watt, så skulle der øges småt hvert 30. min.
  4. Energi indtag 216 gr. kulhydrat på turen. Også delt op i hvert 30 min
  5. Hvis første 4. punkter spillede, så slutte omkring 330-335 watt sidste 30 min

Det, som lykkes, var at indtage alle mine kulhydrater uden gener. Resten lykkes jeg ikke med. Det er egentlig ok med slutwatt på 319, men det var følelsen af mangel på overskud og flow, der virkelig krøb ind i hovedet på mig og begyndte at nage. Jeg havde ingen anelse om, hvor de andre var, og jeg følte virkelig, at jeg kørte dårligt. Kredsløbet var ikke rigtig igang, og det var en sej affære at tykke sig igennem de knap 90 km, når jeg ikke kunne finde en kadence, der passede.

Det er derfor også med lidt tyndslidt håb om et godt løbesplit, at jeg daffer ud af T2, men jeg tænker ved mig selv, at jeg trods alt er lykkes overordnet med projektet indtil nu, og at der ikke er nogen grund til at blive pessimist endnu. Så jeg holder mig til planen, som er:

  1. Løbe de første 5 km uden at se på uret, bare løbe til og finde rytmen.
  2. Få hældt energi ind i skrutten fra første depot til sidste depot.
  3. Finde 3.35 pace efter 5 km og holde det.
  4. Hvis mere i tanken, så øg fra km 15.

Den del lykkes næsten. Jeg står med fornemmelsen af, at det heller ikke var verdens bedste dag på løbet, eftersom mit kredsløb ikke var presset, men at det var mere muskulært. Men løbet er jeg tilfreds med, jeg har støt arbejdet mig nedad siden sidste år og tror på, at der er mere at komme efter. Det var et meget kontrolleret løb, hvor sidste halvdel (ifølge mit eget ur) løbes 30 sek langsommere end første. Klart racets højdepunkt for mig.

Ift. optakten, så har den været overvejende god. Op mod Powerman og VM cross triathlon døjede jeg med at blive frisk og havde nok gået lidt for dybt i træningen. Jeg træner en smule mere og lidt hårdere i år end de forgående, og det kan mærkes. Jeg har ikke samme fornemmelse for, hvor meget hvile og energi, jeg behøver i det daglige, og det har krævet, at jeg begyndte at holde lidt bedre regnskab med begge, for at sikre en lidt mere jævn og kontinuerlig indsats i træningen. Efter Powerman synes jeg, det har været tilfældet, men det er altid spændende at køre den første halv jernmand på året. Jeg var meget bevidst om, at jeg sikkert manglede konkurrencetræningen og derfor også en smule skarphed. Men jeg var fortrøstningsfuld over mit niveau og var oprigtigt udelukkende interesseret i at følge træningsindsatsen til dørs for derefter at analysere på sammenhængen mellem de to.

Forinden var mit mål en top 10, og hvis alt sad lige i skabet en top 6. Det synes jeg egentlig ikke var langt fra tilfældet med en 11. plads og på en dag, hvor 16 mand kører under 4 timer. Ca. 3 min havde jeg op til nr. 5. HVIS kan man dog ikke bruge til noget.
Så jeg vil tage endnu en lærerig oplevelse med mig med nogle noter om punkter til forbedring og glæde mig over en god indsats på en dag, hvor ikke alt spillede. Det er trods alt de dage der er flest af og de dage, man bliver en bedre atlet, hvis man holder fast. Nu og her føler jeg mig stærk mentalt og tror derfor, at jeg kan omsætte erfaringer til forbedringer næste gang.

Jeg blev bekræftet i, at min opsætning spiller meget godt, og at alt, våddragt, racedragt, cykel, hjul, komponenter, løbesko, energi plan med mere stadig er mit foretrukne setup.

Næste race er lige om hjørnet og er 2. halve ud af 3. op mod den fulde distance i Almere i september. Det bliver Challenge Walchsee, som jeg har kørt én gang før og varmt kan anbefale. Det bliver også familiens sommerferie sammen.

Stort tillykke til alle de seje atleter, specielt de unge, som løfter barren i øjeblikket og viser, det kan lade sig gøre. Jeg er imponeret over det race, der foregik i front, og glæder mig til at følge deres udvikling. Forhåbentlig kan jeg snige mig lidt tættere på action næste år. Tillykke til podiet og Mathias for at genvinde sin titel på imponerende vis.

Tak til familie, venner, Coach

og sponsorer for den fortsat store opbakning

Fusion
Factor
Black Inc
Recoverfit
Cardiopuls
Fizik
SRM
Organicsport

//Chris

 

 

 

EM i duathlon på hjemmebane

…. og vel nok med støtte fra verdens bedste heppekor.

Siden jeg startede med sporten, har det for mig været en selvfølge at deltage i DM i duathlon ved siden af triathlon. Som ungdommer på distancen 5-20-5. Som junior og senior 10-40-5.

De seneste år, ret mig hvis jeg tar fejl – siden omkring 2015 – har der ikke været arrangeret DM på den korte distance, og dette har været henledt til POWERMAN og er så konverteret til POWERMAN distancen, som er en modbydelig størrelse på 10 km løb, 60 km cykling og 10 km løb.

At jeg har fortsat den dårlige vane med kaste mig ud i at få en endefuld af de dygtige duathleter år efter år skyldes, at jeg faktisk synes duathlen er sjovt. Eller tanken om det inden er sjovt – den sidste løbetur får mig altid på andre tanker, men der er det jo næsten ovre.

Jeg synes det er en rigtig god måde at måle formen på. Hvis man kan løbe 20 km på denne måde godt, så er der en god chance for, at man også kan overføre det til en god afslutning på halv jernmand. Ovenikøbet er det faktisk også en lille udfordring at cykle godt efter de første 10 km., i hvert fald, hvis ikke man disponerer ordentligt.

Således var duathlon også på programmet i år, som en god formtester og en seriøs omgang træning op til et af årets højdepunkter – Challenge Herning – som køres om 4 uger. Tilmed var det på hjemmebanen i Viborg og faktisk faldt det også sådan, at jeg havde fået lov til at lave ruterne – som jeg ironisk nok, havde lavet så hårde som muligt.

Jeg havde ingen forventninger til racet placeringsmæssigt, men jeg ville prøve at spille mine kort bedst muligt og troede reelt set, at det kunne give en top 5, hvis alt spillede. Jeg havde en god og rolig optakt og var helt klar og med den rette tænding da vi står på startstregen. Da hornet lyder, er det afsted med raske trit. Jeg blev som sædvanlig overrasket over at være blevet sat med 50 meter indenfor de første 3-400 meter, men sådan er det jo.

De første knap 10 km., 9,76 km på mit ur, bliver løbet på 30.54 min, hvilket for mig og især på den rute var en rigtig god indikation på, at løbeformen er dér, hvor jeg også ser den være under træning. Jeg har overskud og føler ikke, at jeg graver dybt, er stakåndet eller lignende. Perfekt.
En lille fumletur i T1, da mit hjelmvisir falder af, koster lidt sekunder, inden jeg får det fanget og monteret igen. Men jeg er klar og løber ud med cyklen – stålsat på, at få hugget lidt til den på den tohjulede. Jeg har altid døjet med ikke at kunne lukke op på korte distancer. Jeg havde brug for at de gode takter fra træning, hvor der er blevet arbejdet på svagheden, blev overført til konkurrence.

Jeg havde truffet en beslutning om, at hvis benene tillod det, ville jeg køre mig i front på cykeldelen. Ca. 1 minut fra front efter løbet var det, der i første omgang skulle lukkes.

Så jeg lukker op med det samme på brostenene og den første bakke. Videre ud mod Bruunshåb. Da vi rammer den lidt smalle vej bagom Bruunshåb, som er en teknisk størrelse, ser jeg mit snit til at give den gas og få mest mulig fart igennem svingene og de små bakker. Igen ude på vejen og de første to er hentet. På de næste syv km henter jeg endnu to-tre stk., og da vi rammer bakken i min hjemby Vejrumbro ved ca. 13 km, er Simon Jørn hentet. Jeg fortsætter ufortrødent. Desværre var den høje fart på vej mod Vejrumbro ikke nok til at smide de hentede atleter. Så derfor fastholdte jeg presset i sidevinden og i det hårde modvindsstykke mod Rødding hvor den førende belgier blev overhalet.

Min følgesvend – den senere vinder – De Groot, vågede over mig og lod mig aldrig ude af syne. Jeg har opfattelsen af, at han kørte 100 pct. fair. Der var et par andre, jeg ikke kan sige det samme om.

Vi er et følge på fem inde i Viborg. Derfor tror jeg også, at De Groot tager et valg om at trykke til den op igennem St. Sct. Pedersstræde. Jeg beslutteer ikke at lade ham køre, så da afstanden imellem os er ca.15-20 m., følger jeg trop på tempoet. Vi hamrer begge igennem brostensstykket ved Nytorv og jeg er så glad for at være tryg ved min cykel, for den fik simpelthen så mange tæsk på de nylagte sten.

Rundt i svingende og jeg glædede mig over min placering af dunken, som sad på skrårøret, da jeg ud af øjenkrogen så flere dunke ligge og rode rundt. Det føles, som om De Groot er ude på at smide mig af som en dårlig vane. Men jeg har overskud i benene til at følge trop. Jeg lader ham styre tempoet hele vejen til Vejrumbro, hvor jeg igen går i front i sidevinden. Han virker utålmodig og kører endnu engang. Jeg kører med.

Så pludseligt i modvindsstykket kan jeg se, at han sidder op. Jeg rejser mig og løsner benene lidt og tager tempoet af, således jeg ikke kommer for tæt på. Han vifter, han vil have mig frem. Jeg tænker – arhhhhh…… det sker ikke og gestikulerer det til ham. Han stopper næsten op og jeg kører forbi hovedrystende med en svada til ham om, at nu havde jeg ***** trukket ham rundt i modvinden hele sidste omgang (der er noget at hente selv ved at ligge på de reglementerede 12 meter fra forhjul til forhjul), og at der da ikke gik noget af ham ved så at gengælde tjenesten. Han virker lidt mopset over det og kører så lige pludselig forbi mig igen. Denne gang uden tvivl, for at sætte mig.

Det lykkes ham. Jeg ville ikke bruge mine tændstikker på at køre cykelløb og gad ikke diskutere mere med ham. Han får lidt ekstra meter i det skarpe sving i Rødding, da jeg bliver holdt tilbage af en klump af øvrige deltagere. Og den føring holder han ind i T2.

Mission accomplished for mig. Jeg havde kørt en god cykling ovenpå en god først løbetur og følte, jeg havde disponeret rigtig godt. Watt endte lige omkring halv IM pace, og jeg tænkte, jeg havde en reel chance for at køre om podiet – et drømmescenarie.

Men fem skridt inde i løbet rammer virkeligheden mig med en krop, der er helt væk. Erfaring viser, at det ikke er unormalt, og at man sagtens kan skyde fart uden at det føles godt. Så jeg er rolig – også selvom jeg lige har set de to næste komme ind i T2, som jeg er på vej ud.

Jeg tænker ” lige et par km, så skruer du”. Men nede på Ibsgade i modvinden opad bakke, går det op for mig, at det er mere kritisk end først antaget. Jeg tåger rundt og har pletter for øjnene. Fingrene kripler, og det risler koldt ned ad ryggen. Shit tænker jeg, da mine ben bævrer under mig, det ender helt galt. Og det gjorde det så lidt. Jeg kører på slæbemode resten af vejen, hvor jeg bander mit rutevalg langt væk.

Midt på 3. runde bliver jeg overhalet i flæng, og jeg tæller mig frem til en 12. plads. F*** tænker jeg, det kan også være ligemeget. Jeg bruger resten af sidste omgang på at spejde bagud efter Simon Jørn. Så sker det sjove. Som jeg kommer op ad den sidste brostensstigning og drejer til venstre anden gang, ser jeg forude nogle af de atleter, der lige overhalede mig, løbe ud på endnu en runde…. Udover det hører jeg speakeren tale om, at nr.7 netop er kommet ind. Jeg når kort at tænke – har jeg nu løbet fire omgange?Ja,  jamen, så bliver jeg jo 8´er. Jeg skimter bagud en sidste gang og ser til min store skræk, at Simon er LIGE DER. Jeg mønstrer den sidste energi til en ” spurt” og er fuldstændig brugt, da jeg krydser stregen som 8´er.

Jeg er egentlig glad. Næsten alt på dagen spillede, og den form som jeg ved er der, kom frem.

2/3 af racet var mere end godkendt. Jeg kan glæde mig over, at løbeformen er rigtig god, og at jeg ikke har løbet for stærkt, eftersom det var muligt at trykke til den på cyklen fra start til slut.

Jeg tog en beslutning og fulgte den til dørs, hvilket jeg ikke fortryder. Det er ikke klart for mig, hvad der var årsagen til, at jeg gik helt kold på sidste tur, men min bedste forklaring er manglende kulhydrater. Well – det er det opvarmningsrace er til for. Teste og prøve grænser af.

Jeg havde den mulighed i går og den store oplevelser, det var at køre forbi min hjemby Vejrumbro, hvor en kæmpe flok fra byen var mødt op, stillet en bar op, lavet banner og spillede musik for deltagerne og for mig. Den del af dagen i går rangerer helt sikkert højt på alle tiders ”myrerpatter liste ”. At blive fulgt igennem de 10 rædsomme afsluttende km på løbet var fedt, og jeg håber, at jeg trods alt gav dem lidt at glæde sig over under noget af racet.

Dagen i Viborg sluttede efter DM podiegang med en god middag i selskab med familie og sponsorer, og da jeg kom hjem til Vejrumbro fik listet mig op til heppekoret i teltet på Fælledvej, så blev dagen skyllet ned med et par pilsnere – også i godt selskab.

Endnu engang må jeg bukke og neje for de atleter, som mestrer denne disciplin. De er virkelig dygtige og hårde.

Det blev i øvrigt til endnu en 2. plads til DM Elite/Senior. Desværre en farve, jeg har en del af.
Afslutningsvis en stor hilsen til alle, der gjorde denne dag til en dag, jeg sent vil glemme.

Tak til familie, venner, sponsorer, den bedste by Vejrumbro, til Viborg og de gode arrangører fra Powerman.

Nu skal elastikken lægges dobbelt op imod Challenge Herning, så jeg får det race, jeg går og drømmer om.

 

/ Chris

Selv en gedigen røvfuld kan have et positivt udfald….

Det var lidt svært at se det positive, da jeg tirsdag d.30 april efter ca.to timers anstrengelse havde fået en følelsesmæssig rutsche tur, som gik fra et forventet sug i maven og til noget, der minder om, at man umiddelbart efter påbegyndt gliden brænder hul i badebukserne og finder ud af, at friktionen imellem plastic og bar hud er en rigtig dårlig kombinationfor farten, men også for følelsen.

Det startede med ild i øjnene kl.15.37 i det kolde vand i Pontevedra Spanien. Efterfølgende fulgte hyperventilation i ca. 15 min, hvorefter chokket over at få meldingen ”3.50” til front lagde et temmelig tungt tæppe over ilden. Jeg havde selv en opfattelse af at være solidt svømmende inden starten og egentlig en forventning om at have minimeret hullet til fronten ift. sidste år. Det var så slet ikke tilfældet, og jeg har ingen ide om hvorfor, før en samtale med coach efterfølgende får en brik til at falde på plads, men mere om det senere.

Umiddelbart var der jo ikke andet at gøre end at klemme ballerne sammen efter meldingen. Cykelformen havde vist sig god inden, og jeg var af den opfattelse, at rutens beskaffenhed passede mig godt.

Efter de første 5 km slog varmen og realiteten mig dog fladt i ansigtet. Jeg sad på den første stigning og var allerede indhentet af folk bagfra og selvom power var god, manglede jeg dog lige det sidste luft og fornemmelsen af at være oven på trådet. Jeg tænkte naivt, at det kom hen ad vejen. Men det kom aldrig. Jeg kørte dog med alt, hvad jeg havde – hvilket langt fra var nok. Til trods for at jeg hentede ind på nogle stykker, var status stort set det samme, som da jeg forlod T1 – placeringsmæssigt. Hvad værre var, da jeg kommer ind på cyklen, ser jeg på det sidste stykke de forreste løbere ude på løberuten. Jeg tænker, at jeg i bedste tilfælde er tre km bagefter – det kunne dårligt blive værre.

Det blev det så heldigvis heller ikke. Jeg viste som derhjemme god løbeform uden at brage igennem. Det var svært at finde incitamentet til at løbe sig ud efter udvekslingen med René Bøge.

Jeg kigger op som reaktions på Renes ” kom så Chris”. MIG : Er der noget at løbe for? RENÉ : det tror jeg bare jeg lader være med at svare på.

Men jeg tænkte, at jeg i det mindste skyldte mig selv at være træt, når jeg løb over målstregen.
Så efter en modløs første km. prøver jeg at skubbe asfalten lidt bagud. Jeg får hentet to-tre stykker på turen og passerer målstregen som nr. 32.

Jeg havde det sådan lidt som Hanne i Blinkende lygter, som får en knytnæve lige i ansigtet efter at have provokeret Thorkild længe nok med, at han altså ikke er særlig god til at puste æg. Hendes reaktion var ” Hva skete der ”. Afklaret med at mangle lige det sidste gear, men uforstående overfor, hvordan det kunne resultere i et facit så langt fra det forventede.

Inden race snakkede jeg om, at jeg gerne ville lukke hullet til den forreste i forhold til VM sidste år. Eftersom forberedelsen har været nær den samme, men en smule bedre form som resultat, tænkte jeg ærligt talt, at det var indenfor rækkevidde, og at en top 10 placering var ligeså. Der må man bare sige, at det var skudt langt over mål.

Sandheden er, at skal jeg gøre mig gældende indenfor denne genre, så skal jeg godt nok oppe mit game. Jeg tror, jeg skal mere end køre MTB et par gange om ugen i to mdr. Op til race. Jeg skal træne udelukket med Cross Tri som mit primære fokus, selv da er jeg ikke overbevist om, at jeg har det, der skal til for at bide skeer med toppen efter at have set niveauet i tirsdags. De fyre, jeg er oppe imod, er skrappe og virkelig hurtige. Enten er de kortdistanceatleter eller cross tri specialister. De er klart bedre end mig.

Konklusion er, at jeg ikke komme til at ” satse ” min tid, mit fokus og mine penge på store Cross Triathlon-stævner i udlandet, når jeg ikke er bedre. Jeg synes stadig, det er sjovt, og havde jeg haft hul igennem og ikke brugt førnævnte tid, fokus, penge på dette eventyr, havde jeg nok nydt det. Men jeg er alligevel af den opfattelse, at Cross Triathlon skal tjene til et højere formål, som er en bedre performance på halve og hele jernmænd, og jeg må sande, at det modsatte ikke kan gøre sig gældende.

Det vigtigste for mig i øjeblikket er at indfri mine langdistance ambitioner. Derfor fortsætter mit lille eventyr med en lidt lavere prioritering. Fordi jeg synes, det er sjovt og træningen i skoven på cyklen gør mig glad og bedre. Jeg vil forsøge at finde plads til de Cross-events, som kan passe ind i den ”store plan ” og så ellers skubbe ambitionerne lidt til side for en stund.

Tilbage til snakken med coach. Vi talte både på racedagen, da race var overstået og igen i fredags. Det, som nok har været tilfældet, og som også har påvirket andre end mig, har været strømmen i floden. Da jeg ikke har den store erfaring med denne slags svømning, hverken 1000 m – ej heller decideret modstrøms svømning med tilhørende placering osv, har det faktum, at der har været strøm, nogle steder mere end andre, sammen med dårlig placering og fokus været medvirkende til at påvirke min svømning negativt. Jeg har simpelthen haft for meget fokus på at give fuld gas og for lidt på at finde de rette fødder. En lærestreg jeg tager med mig.

En ringe trøst er, at andre havde samme problem, men at det selvsagt ikke gik ud over de bedste, da de jo har styr på sådan noget 😉

Coach havde oplevet det samme, og jeg tror, uden at vide det, at det også har været det, der har påvirket både Nicklas Røssners og Ole Hemmes svømmetider negativt fra normalt niveau. Det var bare ikke oplagt at hyggesvømme for meget i den skide flod op til konkurrencedagen, da den var ISKOLD.

Nuvel – enden på historien – moralen om man vil er, at der altid er læring.

Nogle gange kan det være dyrt købte lærepenge andre gange ganske gratis. Men man kan ligeså godt tage dem alle over en bred kam, suge det til sig og gøre alt for, at man kommer klogere og bedre ud af modgangen.

På plus siden vil jeg sige, at denne tur gav mig en på opleveren rent socialt. Jeg fik mulighed for at tilbringe tid med nogle atleter, som jeg ellers kun snakker kort med, når vi mødes ind imellem til stævner rundt omkring. Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at man ikke skal skue hunden på håret. Der gemmer sig nogle rigtige dejlige mennesker derude, som man skylder ikke at dømme på forhånd, men at møde med åbent sind. Jeg blev i denne omgang beriget på selskab, lærdom og knap så meget på resultatet. Det var det hele værd.

Næste begivenhed i kalenderen er endnu et race udenfor min komfort zone: POWERMAN i domkirke byen Viborg – min hjemmebane – nu på lørdag. Jeg glæder mig.

 

Chris

 

 

 

 

Vejen mod målet går ad snoede stier.

I dag deltager jeg i ITU VM i cross triathlon på distancen 1000 – 30 – 7. De af jer, der tænker, at det er da lidt uden for langdistancekontekst, har fuldstændig ret. Det er noget HELT andet.

Og for at dette skriv ikke kun skal handle om dagens målsætning (det kan nemlig let gå hen og blive en kort historie) kommer her en vanen tro lidt længere om mine overvejelser omkring at køre cross triathlon, og hvad det egentlig skal gøre godt for.

Cross triathlon-projektet startede for mig som vidst også nævnt tidligere, da Michael foreslog, at jeg deltog i det, når det kom til Danmark i forbindelse med ITU multisport festival på Fyn – det var sidste år. Årsagen til forslaget var sikkert, at han kunne se, at jeg tidligere havde været glad for at benytte mig af MTB under min vintertræning og også meldte entusiastisk tilbage, når jeg havde løbet offroad.

Så langt så godt. Jeg kom i gang med mit første race i 2018 til Xterra i Rebild slut april og fik en rigtig stor køretur af nogle skrappe atleter og dermed også lidt at tænke over. Det var klart, at det krævede forberedelse at gøre det godt til sådanne race, hvor det er specialister, der møder op. Jeg var dog ikke så langt bagud på cyklen og fik ret hurtigt analyseret mig frem til nogle forbedringsmuligheder, som ikke nødvendigvis ville kræve den store omlægning i min træning.

Fast forward til VM cross triathlon 2018, hvor jeg efter nogle gode måneder med fin cross træning ind imellem den regulære træning frem mod IM københavn havde fundet frem til, at specielt det at køre på MTB gav mig noget, som jeg manglede på cyklen og faktisk følte jeg også, at jeg kunne drage nytte af MTB træningen i mit løb.

Jeg var i fin form, og jeg havde i min forberedelse valgt, at tage til Svendborg nogle uger tidligere for at se ruten an og forberede mig på evt. svære tekniske passager, således jeg kunne være tryg ved at give den gas på selve racedagen.

Min forberedelse var god, om end jeg var klar over, at skulle jeg være et reelt modstykke til specialisterne, så skulle jeg nok forberede mig – meget mere specifikt. Men nu skulle prøven altså stå. Hvor langt kunne jeg komme med mine tekniske og fysiske evner samt beskedne forberedelse i det stærkeste felt set udenfor Maui? Et styrt ugen forinden på min favoritrunde i Viborg forårsaget af et meget løst underlag, gjorde, at jeg havde fået en lille skræk i livet i forhold til den slags underlag.

Hvis jeg skal sætte en eneste finger på min performance til VM 2018, ville det være, at det spillede en rolle flere steder, at jeg ikke følte mig sikker. Udover det kørte jeg, ALT hvad jeg kunne og kunne ikke have gjort noget anerledes. Jeg slutter lige udenfor den sjove top 10 med en 11. Plads – hhv. 9 og 16 sek. Fra nr. 10 og 9.

Nu, næsten et år senere, står jeg her igen. En smule bedre forberedt forårsaget af det naturlige ”vand under broen”, og hvorfor fortsætter jeg?.

Jeg fortsætter fordi jeg har fundet en niche indenfor en sport, jeg holder så meget af, hvor jeg føler mig som en nybegynder. Jeg er udfordret og finder trods beskeden indsats forbedringer af større omfang end dem, som kommer under min langdistanceforberedelse. Den del motiverer mig rigtig meget. ,En niche med en meget unik ånd over sig, som minder mig utrolig meget om da jeg startede med triathlon i 1996.

Udover det har jeg fundet, at MTB-træning bidrager positivt i det store billede om at ville kunne køre stærkere på langdistance.
I en hverdag hvor min primære træningspartner er ME, MYSELF and I, er den intensive træning på MTB en fordel, fremfor at køre det på landevejen. Jeg får simpelthen lettere presset mig selv i den høje ende.

Udover det har jeg fundet frem til, at det er en meget krævende sportsgren ift. allround styrke i kroppen. De stimuli jeg får via reaktioner på underlag af skiftende karakter, som jeg skal forcere, den variation af kadence, antrit – pause af kort og længere varighed. Alt sammen noget som udfordrer mig, og som jeg derfor tror på, gør mig til en bedre atlet overall. Det giver også et nyt syn på ”landevejstræningen” og selvom jeg sjældent bøvler med motivation, når jeg skal ud på mine trænings sessioner, så er den afvekslende effekt noget, jeg ser som et positivt islæt.

Så ja – jeg fortsætter. Fordi det er udfordrende, sjovt, udviklende og spændende. Når jeg tænker på, hvad jeg laver om fire år, så er det helt sikkert ikke jernmanddistancen, men nok nærmere noget af denne kaliber.

Men tilbage til i dag. Målet, formålet og drivkraften.

Målet er, som altid at køre et godt race. Et race, hvor jeg får kørt alt ud der måtte være i mig. Dette er en reel formtest for mig, frem mod Challenge Denmark om knap seks uger, og da jeg som regel skal bruge en til to konkurrencer for at skærpe konkurrencemode, så tjener racet også et højere formål. Det andet er helt specifikt cykeldelen, hvor jeg formentlig får imellem 75-90 min høj intensiv cykeltræning. Noget som helt klart bidrager til indsigt i formen, og som gerne skal banke lidt til loftet.

Drivkraften er forbedring. Jeg fortsætter som Elite-atlet, fordi jeg stadig ser forbedringer, og dette motiverer mig. Helt konkret til racet i dag håber jeg at kunne lukke lidt af hullet, der er imellem nr.1 og mig. Sidste år var jeg syv minutter efter vinderen, som tog de knap fem minutter på cyklen. Jeg er ikke hurtigere på den enkelte omgang pt., men føler mig bedre rustet overall på MTB´en. Testdata viser at formen er i fremgang, og at den er mindst ligeså god på nuværende som juli 2018.

Placerings mæssigt har jeg ingen forventninger udover, at de andre sikkert har forberedt sig godt, så intet bliver foræret. Jeg kunne godt have et ønske om at ende i top 10, og er det indenfor rækkevidde, vil jeg gøre alt i min magt for at realisere det og kan måske finde en ekstra ressource frem. Jeg glæder mig til at måle mig selv mod en kommende stjerne indenfor Cross Triathlon – Jens Emil, som kommer med en elite MTB baggrund, men som har vist gode takter på specielt løbet, hvor han er meget hurtig på fødderne. Ole Hemme skal også køre, og det bliver spændende at se, om jeg kan få en kamp med ham undervejs.

Tallene er gode, den mentale forfatning er i orden, og nu er det bare at lade performance tale – i virkeligheden den simple del.

Racet kan følges live fra kl.15.30 her: https://www.triathlon.org/timing

Tak til mine sponsorer:

Fusion international
Wizard Wheels
Santa Cruz – Trailsurfers
226ERS energi – Organicsport
HH – invisible
Cardiopuls
Recoverfit
SRM
FIZIK

Og FACTOR – BLACK INC for at give mig 100 pct. frit lejde ift. valg af udstyr udenfor deres produkt linie til mit cross eventyr. Det siger utrolig meget om deres engagement og tro på mig – TAK

Ses på den anden side

På jagt efter de små marginaler

Hvad har jubeltossen nu gang i…..

Ja, hvis man har fulgt lidt med i den beskedne mængde information, der er kommet fra min side det seneste stykke tid, har man nok lagt mærke til, at jeg været på Cykelbanen i Odense.

De jantelovshåndhævende vil nok mene, at det er lige en smule i overkanten, og skal han nu ikke bare være tilfreds og sige, det var det.

Det korte svar er NEJ. Hvis ikke det svar er nok, så læs videre om hvorfor og hvilke overvejelser, der ligger bag.

Først og fremmest står mit mål stadig helt klart for mig.Min ambition er at komme under 0tte timer på en jernmand. Timeglasset har løbet et stykke tid, og jeg er selv så langt i erkendelsen, at jeg ved, der ikke er mange muligheder tilbage.

Tallet drager mig. Jeg tror på, at på den rigtige dag under de rigtige betingelser, kan jeg med min fysik og psyke komme under otte timer. Falder alt i hak og jeg får mig en drømmedag og kører 8.03 eller 4 eller 5,  så kan jeg hænge hatten og sige: det var det. Det var alt, jeg havde i mig, og evnerne rakte ”kun” så langt.

Grunden til, at jeg ikke har hængt den hat endnu, er, at jeg stadig finder forbedringer i det daglige, ugentlige, månedlige. Jeg har haft en støt og god udvikling under Michael, siden vi startede i 2014. Jeg synes stadig, det er sjovt og mener endnu ikke, at jeg har ramt min egen overligger – ej heller den dag, jeg går og drømmer om.

Årsagen til, at jeg befandt mig på banen i Odense en kold marts måned, var selvklart at finde de sidste marginaler og hvis muligt skrue på det, der kan skrues på. Jeg fandt sidste år en god position på cyklen, som tilsyneladende heller ikke var langsom, og jeg kunne løbe bedre bagefter end før, så funktionel var den også.

Thomas Bundgaard (Velofit) havde gjort en kæmpe forskel, og jeg var endelig efter alle de år i sporten blevet fittet af en professionel.
Jeg tænkte ved mig selv, at jeg ikke ville bruge de sidste år i sporten uden at have prøvet at optimere mig selv rent aerodynamisk også.

Derfor tog jeg på banen med mine sponsors opbakning, for at finde det bedste udgangspunkt for 2019 sæsonen, så der ikke ville være noget at fortryde – det sidste man lige kunne have gjort, inden sandet er løbet ud.

Mit mål er at finde den bedste løsning med de produkter, jeg har til rådighed, produkter, jeg har tillid til, og som jeg véd virker. Produkter af høj kvalitet, hvor de som producerer konstant udvikler.

Mit udgangspunkt var en opsætning bestående af mit foretrukne udstyr. Udstyr, jeg har valgt ud fra træninger og egne test/konkurrencer som værende den bedste kombination.

For mig stod det klart, at det, som blev udslagsgivende, ville være min position på cyklen. 90 pct. eller deromkring udgøres af personen på cyklen og de sidste 10 af en alenlang liste af stumper af mere eller mindre afgørende betydning. Det er let at blive blændet af alle de produkter, som skal give en tocifredt watt-besparelser, og sandheden er da også, at man kan måle sig frem til utrolig meget.

Som sagt: Udgangspunktet var min foretrukne opsætning, som gav mig en cykeltid på 4.18 til Ironman København sidste år, en opsætning, jeg er meget tryg ved.

Agendaen på dagen var:

Position: At finde en position, hvor der kan vindes afgørende sekunder, hvor jeg stadig kan producere power, og hvor der blev tænkt på de afgørende 42 km løb. En fin balance.

Dragt: Da ca. 90 pct. af modstanden skabes af rytteren på cyklen, er dragten, som dækker rytteren, et oplagt sted at starte.

Valget blev mellem den opdaterede FUSION SLI speedsuit og SLI BIKESKIN.

De to dragter har en god aerodynamisk profil. Min foretrukne er overordnet set SLI SPEEDSUIT – dragten, som Patrick Lange bar under sin seneste sejr på Hawaii, og som har fået en optimeret aerodynamisk profil med nye ærmer.

SLI BIKESKIN skulle også testes, eftersom den er testet hurtigst af de to, så alt sammen var en afvejning af, om den tid, som skal bruges i T2 på at tage den af og tage en løbetop på, stadig ville vinde tid overordnet over SLI Speedsuit.

Opdateringen af SLI SPEEDSUIT dragten er sket på baggrund af netop Patrick Langes vellykkede forsøg på at finde de sidste sekunder for at komme under ottte imer på Hawaii. Der har ingen tvivl været om, at dragten er hurtig. Også sammenlignet med andre brands har den vist sig at have en besparelse. At SLI BIKESKIN i disse test, har vist sig at være hurtigere endnu, gjorde det bare mere interessant at se, hvor meget hurtigere, og som sagt om den er hurtig nok til, at den også samlet set for mig er den bedste løsning.

Hjul: Et valg mellem mine favorithjul Black Inc EIGHTY og Black Inc. DISC/THREE eller en kombination af disse. Grunden til, at EIGHTY er favoritten, er, at det er muligt at sætte op tubeless. Disse hjul sat op tubeless med Vittoria Corsa Speed har vist sig at være en hurtig ( lav rullemodstand på bare 7,7 watt ) og meget pålidelig kombination ift. defekt. Jeg kørte sidste år forud for sæsonen 2500 km på det tubeless setup og havde efter 2000 km. tre punkteringer, men ingen defekt. Dvs. væsken lukkede hullerne. Det var også dette sæt, jeg kørte IM København på. At være tryg ved sit setup ift. defekt er for mig en vigtig del, nu hvor der ikke er så mange muligheder for at ramme sit drømmerace tilbage. Jeg testede selv DISC til at være hurtigere, men i mine egne test var det begrænset til 90-100 sek. over 180 km. ud fra mine udregninger, så den del var jeg også ret spændt på.

Hjelm: Kan gøres meget kort. Her er valget faldet på POC cerebel, da den i flere test har vist sig at være den bedste løsning til en bred variation af positioner. Den sidder godt og udsynet er fint i aeropositionen.

Cyklen: Jeg kører på den version af Factor Slick, som blev udviklet sammen med David Miller forud for Paris Nice 2017 til de franske cykelhold AG2R. Min er TT versionen og der er senere kommet en Tri-version med andre tilbehørsmuligheder ift. opbevaring. Jeg har valgt at fortsætte på den, selvom jeg godt kunne få den nye model, fordi jeg endelig har fundet mig godt til rette på den. Jeg er ikke i tvivl om, at cyklen rent aerodynamisk fungerer, som den skal – det har jeg tillid til. Udover det er dens øvrige egenskabe som balance og stivhed helt i top, og det vægter jeg meget højt. Det fine ved FACTOR / BLACK INC-kombinationen er, at de er udviklet samme sted og derfor fungerer optimalt sammen.

Div. tilbehør. Som dunke etc. Var også på listen, dog nåede vi ikke at køre dette til ende.

Outputtet: Af en dag på banen blev jeg en masse ny viden rigere, men fik også et lidt skuffende resultat, da den opsætning, jeg kom på, faktisk var det var hurtigst – lige pånær baghjulsopsætningen, og at der ikke var nogen forbedring at finde på positionen af de opsætninger, vi testede i denne omgang. Min trøst kan være, at det også har vist sig at være hurtigt, men en ringe trøst er det, når der ikke er udsigt til at forbedre power output væsentligt over de 180 km.

Jeg forventer at investere tid en sidste gang i projektet for endelig at fastslå den rigtige opsætning og eliminere evt. fejl. Om det bliver på banen igen eller i vindtunnel, bliver jeg klogere på indenfor de næste par uger. Jeg er sikker på, at der må være noget at hente. CDA er temmelig høj sammenlignet med, hvor lav jeg har set den hos andre med min strørrelse.

Bedste setup:

Factor Slick TT

Black Inc EIGHTY forhjul/DISC baghjul

Fusion SLI SPEEDSUIT

Flaske placeret mellem albuerne og bag sadlen

POC Cerebel hjelm

 

Det var det for nu. Nu skal et andet kapitel have min opmærksomhed, men jeg forventer at vende tilbage til emnet inden længe.

Lad 2019 blive et hurtigt år.

Chris