En dejlig dag

Nu blev det tid til, at få sat sig ned og skrevet lidt om weekendens Powerman stævne.
2 år skulle der gå, før jeg prøvede dette format igen. Siden stævnet blev afholdt i København har jeg ikke kørt en Powerman eller duathlon på distancen 10-60-10. Man bliver god til det man øver, derfor var det også med en erkendelse af at jeg ikke ville kunne gøre mig gældende, at jeg stillede op. Jeg valgte stævnet af flere årsager.
1. Jeg havde lyst til at køre det
2. Det ville fungere som god træning
3. Det ville fungere som en god test af min form.
4. Med lidt held, ville jeg kunne køre med om DM medaljer.
Og jeg fik netop lige præcist det ud af det jeg ønskede.
Testen op til stævnet, har jeg været inde på overfladisk og også beskrevet hvordan min top power og fart er mangelfuld eller direkte fraværende i øjeblikket. Så kan man sige, at det er lidt af en udfordring, at få noget godt ud af et event på ca. 2 timer og 45 min andet end ovenstående.
Optakten til stævnet har forløbet smertefrit, uger som vanligt og ikke noget ud over det sædvanlige. Jeg har fået trænet godt og føler mig tilfredsstillende godt kørende og derfor var jeg også spændt på denne konkurrence, som modsat Xterra, ville være lidt lettere at måle ud fra.

Jeg havde taget en lille ekstravagt på min normale fri uge fra fredag aften kl.20 til lørdag morgen kl.08. Da jeg fik fri, rullede jeg en tur til Vejle for at få den obligatoriske race briefing overstået, skrevet mig ind, godkendt dragten og få mit nr. udleveret. Da dette første startede kl.13, havde jeg tid til en lille kop kaffe / morgenmad, samt en rulletur på ruten og en lille joggetur.
Efter breifing var det direkte hjem for at fejre den største af mine guldklumper som denne lørdag blev 8 år gammel. På vejen hjem nød jeg det gode vejr og tænkte på dagen, hvor hun kom til verden.
Jeg landede derhjemme midt i orkanens øje, men der var heldigvis styr på det hele. Familien var inviteret til 17.00, så jeg havde lige 1,5 time til at være nyttig i. Efter en dejlig aften med lidt for meget mad i forhold til hvad jeg normalt ville indtage, kunne jeg trække mig og gå i maskinrummet for at få styr på mit grej. Omkring kl.22.30 gik jeg i seng veltilpas og en lille smule træt.
Søndag morgen kl.04.50 ringede alarmen og det var tid til morgenkaffe og et par stykker brød.
Så var det ned og starte slæden og vende næsen mod Vejle. “20 years of hardcore” rullede ud af højttalerne og jeg var trods træthed ved godt mod og klar til at give den alt hvad korpus ville være med til. Jeg ankom i god tid og fik hængt “Slick” op i stativet og monteret alt mit grej.
Jeg fik sat mig lidt afsides og gav mig til at strække lidt ud, prøvede på at løsne musklerne lidt op fra en lidt for kort nattesøvn og en køretur. Derefter det obligatoriske energi indtag den sidste time og 1,5 – 2 km opvarmning i løbeskoene.

RACE. Da startskuddet gik, var jeg afslappet og godt tilpas. Jeg lod de hurtige løbe, hvilket viste sig, at være stort set dem alle sammen. Efter første ud af 4 omgange på løbet, var jeg 2. sidst. Michael Gladney råbte af mig ” der er én bag dig”, hvilket fik mig til at trække lidt på smilebåndet. Jeg havde en plan, jeg ville disponere mit løb og tro på, at det var godt nok til ikke at falde totalt igennem. Jeg får hentet flere, men er ikke klar over hvor jeg er henne i feltet da jeg kommer i T1. Mine 4 omgange lå alle indenfor 4 sek., så jeg viste at jeg havde et godt afsæt til en god cykeltur.
Et fornuftigt skifte uden fejl og jeg var oppe på cyklen og på vej ud på min 4 tur på det nye lyn. Jeg får trådt fint og kørt et par stykker ind, men døjer med slukkede ben så snart pulsen ryger over 155 slag/min. Det hjalp mig bestemt ikke på de stigninger der var og endnu mindre på de flade stykker, hvor jeg ønskede noget højrere fart end jeg præsterede. Jeg indså hurtigt, at det også på cyklen vil blive et spørgsmål om at disponere godt og så håbe på, at på trods af manglende power, ville jeg være i stand til at begrænse tidstabet. Jeg når ned til en passage med brosten, MEGET grove brosten, jeg satser lidt mere end hvad godt er og min dunk ryger af cyklen, da jeg stopper er der så meget fart på, at det sammen med vibrationerne “afmonterer” min kæde. Så da jeg stopper for, at hente min dunk, råber en venlig official af mig og informerer mig om min løstslupne kæde. Jeg får den monteret og op på cyklen igen, direkte ind i en 8% stigning. På det tidspunkt har Nicholas Ward overhalet mig og det samme har Kristian Munk, som jeg havde overhalet og sat nogle km før. Resten af vejen bliver det en udfordring at holde en fornuftig fart og ikke stresse. Jeg får overhalet nogle flere på sidste omgang, men har stadig ingen fornemmelse af, hvor jeg ligger i feltet. Det eneste jeg ved er, at min cykeltid ikke er tilfredsstillende.
Jeg ankommer i skiftezonen samtidig med Nicholas og en Englænder – Ben Price. De er hurtigere end mig i skiftet – surprise – og sætter mig som en dårlig vane på de indledende meter. Jeg forsøger igen, at holde mig i ro og finde rytmen, før jeg eventuelt ville skrue på tempoet.
Tempoet løftes lidt og jeg får hentet Ward først og på sidste omgang henter jeg Ben, som fortæller mig, at gutten foran er nr.7. Jeg har hentet dem relativt meget på kort tid og det siger mig at de er lidt kolde. Jeg løber forbi med samme fart og da jeg har hullet prøver jeg at løbe en smule hurtigere for, at de ikke skulle få gode idéer.
Hullet bliver større og målstregen krydses med et smil på læben som nr.7 til EM og 3 til DM.

Dermed blev POWERMAN Vejle præcist det stævne jeg ønskede. Det er selvsagt let, når forventningerne er i bund, men det er sådan jeg har det. Jeg er mega glad for, at have fået en føling på løbeformen, som jeg føler er god og er tålmodig i forhold til og har troen på, at min top fart og power nok skal indfinde sig med den rette træning. Jeg fik bekræftet min test fra VIES og viste mig meget økonomisk ved 3.25 min/km. I dagene efter har jeg overhovedet ikke haft den mindste form for ømhed, hvilket fortæller mig, at min styrke er god. Træningen har været let og jeg glæder mig lidt til at blive sluppet fri til træning i morgen.

Vejle var mange andre ting. Det var kammerateri på højt plan også. God stemning blandt Danskere før, under og efter. Duathlon er en hård nød som jeg vil ønske jeg kunne finde tid til at dyrke noget mere. Stævneområdet var rigtig godt og det var ruterne også, en skam det ikke mødte større opbakning, for dette stævne har et stort potentiale. Jeg håber det vender tilbage næste år igen. Søren blev efter mange intense kampe Europamester efter en hård kamp med den forsvarende mester Felix. Simon Jørn blev 3´er ( hvad sagde jeg ) Og jeg var så næste dansker i mål som 7´er. Ward krydsede stregen på 10. pladsen og dermed 4 danskere i top 10. Kasper havde en off dag, men var alligevel i godt humør og Kristian Munk kørte også et godt race og har mange gode år foran sig.

Resten af søndagen blev brugt på en køretur hjem til tøserne og med Pizza fra den Italienske samt et godt glas vin fortsatte det gode humør helt ind i denne uge.

Det var alt for nu.. Næst på plakaten er “Tri på tyren” hvor jeg forhåbentlig kan kravle et par placeringer op fra sidste år.

/C

Testing testing – nu med data

Nå ja…. tiden gik sørme igen — suprise…

Men i mellemtiden fik jeg test resultaterne tilbage til fra VIES.
Testen afslørede hvad jeg i forvejen havde en forventning om og selvom jeg var påvirket af mit Xterra race søndagen forinden, så er der ingen tvivl… fra 0 – IM ser tingene fint ud, men resten – WAOW der er meget arbejde…. altså jeg stinker i den høje ende. Hvis du har læst det sidste indlæg beklager jeg meget, at jeg kommer til at gentage mig selv lidt, men det må du lige springe over og bære over med.

Men jeg kom ikke for at finde ud af hvor god jeg er, men hvor der kan sættes ind.
Jeg har ikke talt med Coach om det endnu, men tænker at det er passende at se på det efter søndagens race og sammenligne race facts med test facts.

Men nu hvor jeg er igang, vil jeg også bare ligge skidtet på bordet som man siger.
Jeg er tilsyneladende faldt lidt sammen siden jeg fik mit første pas i 187 cm’s højde, for nu er jeg kun 184 cm. Om det er fordi jeg er tynget af alderen og livets gang ka jeg ikke svare på.
Men så kan jeg jo blive nødt til at smide lidt ekstra kg, da mit billede af mig selv ellers ikke hænger sammen. Jeg har flere uger i træk vejet 74,9-75 kg på vægten derhjemme og det passer nok meget fint overens med en god morgenmad og lidt væske ( læs; skyr, bolle med ost og en snegl ), at jeg til testen vejede 76,2 kg. Fedtprocenten blev målt til 6,2 %, sådan et apparat har jeg ikke hjemme, så jeg har efter Coach´s anbefaling hevet lidt i dellerne og mærket efter hvor meget der var, at tage fat i de seneste måneder. Det har jeg så gjort indtil jeg ramte vægten og dermed 6 kg lettere ift. december. Nu går jeg efter, at smide det sidste kg stille og roligt – indtil blodårene kommer frem på steder hvor man normalt ikke ser dem.

Som jeg også har skrevet, har jeg simpelthen været nervøs for om jeg bare var blevet for gammel og SOFT til at køre hårdt – hvilket jo er åndssvagt når jeg ved hvor ondt det gør at køre kort og halv jernmand…. Men alligevel.
Nå men testen kan bekræfte en meget stejl kurve på laktat, simpelthen allerede på trinnet efter IM eller rettere 300 watt/1,8 laktat/ 150 puls. Fra 300 – 330 watt, stiger min puls 10 slag og min laktat til svimlende 3,3.

Selvsamme udvikling sås på løbetesten, hvor alt var lækkert og let indtil 18 km/t, hvor jeg er temmelig sikker på, at jeg på nuværende kan løbe en halvmarathon, måske da lidt hurtigere end det tempo, men endnu engang gik jeg fra fine 17 km/t / 1,5 laktat / 161 puls til 18 km/t / 3,3 laktat / 17o puls.
Min max test var direkte ynkelig – jeg holdte præcis 5 min og blev målt til 5,4 i laktat, hvilket ikke engang er godtnok til at kalde det max.
Til gengæld er jeg jo selvfølgelig ret tilfreds med, at jeg er temmelig økonomisk og let løbende ved 17 km/t og mmol 2 er sat til 17,34 km/t. Det betyder, at jeg rent mentalt kan begynde at spore mig ind på en fornuftig afsluttende løbetur på halv jernmand.
Men under alle omstændigheder bekræftes det sort på hvidt, at jeg er uduelig over jernmands intensitet og hvis jeg skal blive hurtigere og bedre, så skal der gøres et eller andet.
Jeg er på flere måder lettet. Jeg er blevet overbevist om, at jeg ikke er en kylling og jeg har fået papir på, at der er forbedrings potentiale og derfor også noget at arbejde med fremadrettet.
Det lidt paradoksale er, at vi jo ikke engang har arbejdet med mængde/base på den måde, at jeg har trænet utrolig mange timer, men at jeg har trænet relativt få timer som de forgående sæsoner og stadig kan bevare en relativ god bund og specielt jernmands intensitet. Eller det er ihvertfald mig et område jeg ikke forstår mig på.
Jeg er igang ift. mtb og cross træning og så må vi se, hvad Coach Krüger finder på, når han er kommet sig over hosteanfaldet fra da han åbnede mailen med data.
Måske skal jeg træne endnu mere intensivt og det vil komme til at kræve temmelig meget af mig, da jeg ved hvor lidt overskud jeg får når jeg skruer på det. Jeg skal hvile væsentligt mere end nu. Og skal intensiteten øges, bliver jeg nødt til at gå fra min egen lille bobbel og ud at træne med nogen, der kan presse mig. Det vil selvfølgelig også være en logistisk udfordring.
Men lad os nu se.
Det lader ikke megen forventning tilbage til søndagens EM i Powerman i Vejle, hvilket er helt som det skal være.
Sidst jeg kørte denne distance, var sjovt nok også til EM i 2016, så man kan ikke ligefrem sige, at det er noget jeg er ligeså skarp i, som jeg gerne vil være. Det er stort set samme betingelser som sidst. Jeg har netop fået kørt på den nye TT cykel i denne uge og det har ikke været kønt. Men jeg tar det oppe fra og ned. Jeg kan bruge det som en god måle stok på formen og se om jeg skulle være blevet mere frisk og en kende bedre end sidste uge til testen.
Men mere om det i morgen.
Jeg er mest spændt på cyklen, for selvom min løbetest også var lidt mangelfuld, så ligner det et solidt højt bund niveau, hvilket jeg også har følt. Cyklen vil jeg blive udstillet på, hvis ikke jeg kan mønstre mere end 300 watt til mine 75-76 kg.

Jeg vil ligge et screen shot ud af test data, til de som måtte finde det interessant og dykke ned i det for alvor i en noget længere tekst, når jeg har race data og har haft kommunikation med Michael omkring det.

Go aften

/C

 

Testing testing….

I mit seneste indlæg på bloggen skrev jeg om min Xterra oplevelse og også, at jeg torsdag skulle en tur forbi VIES – testcenter, for at gennemgå nogle fysiologiske tests.

Med et år med konkurrencer indlands er det blevet muligt for mig, at lægge vægt på nogle andre ting, end hvad tilfældet har været de seneste 2 sæsoner. Én af de ting er ganske fundamentalt, at kortlægge min fysik for at få et klart billede af, hvor der skal sættes ind og hvordan. Jeg har igennem de seneste 4 sæsoner trænet godt, begrænset men godt. Det har fået mig til det sted jeg er nu. Jeg er gradvist blevet bedre til at træffe beslutninger der kommer min træning og præstationer til gode i livet ved siden af sporten, som alt andet lige fylder endnu mere i timeglasset end sporten.
Jeg kan blive ved med at skrue på de “udenomsting” resten af min tid med Elite skiltet på, da et liv med mange gamle vaner og gøremål tager tid at sortere i og sikkert ikke ændres væsentligt.

Jeg brænder for sporten og konkurrencerne, men det der driver mig er forbedringer og nogle gange tror jeg, at for megen aktivitet i forhold rejser, konkurrencer med mere, kan sløre blikket for hvad der er bedst i den henseende – ihvertfald når man i bund og grund lever helt normalt.
Men ligesom for at gå mere teknisk til værks end vanligt og for at prøve at undgå, at testene altid bliver i konkurrencerne, har jeg valgt at indgå samarbejde med Vejle Testcenter.

Jeg har flere gange nævnt min frustration over, at jeg ikke føler jeg får det maksimale ud af mine evner, specielt på den halve distance som jeg egentlig føler jeg gør på den hele.
Jeg håber, at testene kan være med til at give et mere klart billede af den problematik og et nuanceret billede af, hvad der gør mig “god” på hel. Længe har jeg tvivlet på min mentale kapacitet i forhold til at kunne lide nok til også at kunne køre hurtigt nok. Det er set i lyset af, at jeg eksempelvis kan løbe en ren halvmarathon på sub 1.10, men kæmper med at løbe under 1.17 i halv jernmands race.

Det er ikke fordi jeg tror at stjernerne ligesom falder ned fra himlen og at en åbenbaring viser sig.
Men jeg håber at testen gør hullerne mere forståelige og måske kan hjælpe mig med at acceptere min “tri skæbne” eller forhåbentlig hjælpe Coach Krüger med det tunge arbejde han ligger i, at træne mig.

Testen forløb godt og jeg gennemgik i alt 4 forskellige.
2*6 sekunders peak test
trappetest cykel
trappetest løb
maxtest løb.

Eftersom det var første test i nær 6 år og fordi jeg har taget hul på en disciplin indenfor tri/duathlon som kræver lidt rå power, besluttede vi, at jeg skulle prøve nogle peaktest på cyklen. Dernæst en standard trappetest.
Under trappetesten øgedes watt belastningen med 30 watt pr. 5 min. Vi valgte, at jeg skulle starte ved 240 watt, som har været i den højeste 1/3 af mine grundtræningszone gennem de seneste 2-3 sæsoner. Testen blev afbrudt da jeg nåede Laktat 3,3  ved skuffende 330 watt, da Jacob mente der kunne udredes nok derfra og at fortsætte ville kompromittere min løbetest.

Rå data ser sådan ud:

(1):  Watt: 240 / Puls: 126 / Laktat: 1,0 (2): Watt: 270 / Puls: 138 / Laktat: 1,2
(3): Watt: 300 / Puls: 148 / Laktat: 1,8 (4): Watt: 330 / Puls: 158 / Laktat: 3,3

På løbet fik jeg efter at have rullet af på cyklen i 10 min, 5 min til at jogge/klargøre på. Det blev gjort ved 13 km/t og her blev der så lavet en base måling af laktat til at arbejde ud fra. Trappetesten på løbet øges ligeledes hver 5 min og i dette tilfælde med 1 km/t. Som på cykeltesten blev laktatmålingen foretaget sidst i hvert interval

Rå data ser således ud:

(1):  Km/t: 15 / Puls: 142 / Laktat: 1,0 (2): Km/t: 16 / Puls: 152 / Laktat: 0,9
(3): Km/t: 17 / Puls: 151 / Laktat: 1,5   (4): Km/t: 18/ Puls: 171 / Laktat: 3,3

Meget lig det billede cykeltesten viste. Også på løbet, var maxtesten sub optimal og jeg havde kun kræfter rent muskulært til, at løbe 2 stigning færdig og således kun 5 min inde i testen, måtte jeg stoppe med en Laktat på 5,2.
Ingen tvivl om, at Xterra Rebild sad lidt i benene, men derfor skulle der nok kunne drages nogle fornuftige konklusioner vedr. mit fysiske billede.
Vægten sagde 76,2 kg med en fedt procent på 6,2 %. Min egen derhjemme har lige kigget under 75 kg, hvilket nok ikke er helt ved siden af på tom kontra fuld mave. Så alt i alt et godt udgangspunkt og nu er jeg igang med dette tiltag, så må vi se hvordan og hvorledes det skal bruges. Når jeg får data fra Jacob og en rapport, vender jeg det med Coach og så vil jeg skrive lidt om, hvad der skal ske herfra og hvordan vi har læst testene.

Go lørdag og tak for, at du læste med.

Et stort smil og ømme muskler…..

Så blev det tid til at berette om søndagens Xterra Rebild. Jeg har haft lidt travlt de første par dage i ugen og derfor kommer opdateringen lidt sent. Men det er nu på mange måder godt, da jeg så har haft muligheden for, at fordøje oplevelsen. Inden jeg kommer ind på selv racet, vil jeg starte bloggen med det sidste jeg skrev d.16 april – forud for Xterra Rebild

“Jeg er ikke i tvivl om, at niveauet hos de specialister som kører Cross og Xterra er højt og at de helt sikkert kan noget jeg ikke kan. Hvad det er vil jeg i første omgang få en fornemmelse af, efter søndagens race.
Nu vil jeg nyde den fede følelse af, at være total åben for indtryk og med mulighed for at lære noget på ny.
Jeg kører uden forventninger og uden pres, alt dette vil efter søndag være en helt anden historie, på den ene eller den anden måde, da jeg jo så skal forholde mig til, hvor langt jeg er fra det der kræves for at være konkurrence dygtig. Jeg har meget at lære, længe endnu og hvor er det skønt.”

Søndag morgen stod jeg klar med resten af feltet på startstregen kl. 10.30, da skuddet lød fra arrangøren.
Vi startede på et åbent græsstykke med ca. 100 meter til en forsnævring og skarpt venstresving ind i terrænet ved Rebild. Dernæst lidt fladt skovstykke, direkte i nedløb, fladt, en stejl stigning, stejl nedløb, fladt, MEGET stejl og træls bakke, fladt, ned, op og så ud på anden omgang……. 2 omgange á 2,5 km med ca. 100hm, det er faktisk ikke så lidt skulle jeg hilse og sige. Og lige der, var jeg taknemmelig for, at vægten havde sneget sig nedad med 6 kg siden december.
Der blev lagt hårdt ud, som i HÅRDT og selvom jeg gav god gas, så spurtede jeg ikke ligesom de 15 mand der lå foran mig efter de første 100m. Taktikken var, at løbe bagfra og op, da jeg under opvarmningen havde set flere passager med overskriften SYRE. Men unægtelig var det en smule forhindrende, at skulle omkring 10 af de førnævnte på de smalle stier, nedløb osv. Fronten var allerede stukket og havde fået et ordentligt hul Jeg kendte ingen af dem på forhånd, men kunne konstatere, at enten var de uhyggelig skrappe til 5 km terrænløb eller også disponerede de virkelig dårligt. Det viste sig, at være det første.
En ung Dansk MTB rytter ved navn Jens Emil, der har gjort det godt igennem vinteren til Xterra Duathlons og den hjemlige SRAM/MTB liga, en Nordmand og en Belgier lå foran og allerede nu lyder det som starten på en joke, men det var det ikke. De havde styr på det. Jeg lå sammen med Finn K og overhalede ham ud på anden omgang og fik et lille forspring til T2. Her var jeg hele 90 sek. efter fronten og 45 sek. fra nr. 3. Jeg var dog ikke løbet i bund, hvilket jeg tænkte ville komme mig til gode på cyklen.

Jagten gik ind eller ihvertfald kørte jeg til. Jeg var stålsat på, at dette var stedet hvor jeg skulle måles og vejes i forhold til kommende race. MTB og Cross er så meget anerledes end landevej og selvom jeg har kørt i terræn de seneste vintre / offseason herhjemme, har det udelukkende været for, at få noget teknisk træning og med meget lidt fokus på at køre rigtig stærkt i sporene og holde generelt højt output.
Ruten var relativ tilgivende teknisk, men til gengæld hård. Jeg får en split næsten sidst på første omgang og der har jeg ikke tabt tid til fronten. Måske jeg bliver en anelse for tilfreds, for jeg taber 30 sek inden jeg går ud på 2. omgang og yderligere 2 min. på anden omgang og min egen forklaring er, at jeg mistede fokus. Jeg synes jeg havde kræfter nok, men da alt er på gefühl i skoven, har jeg glemt, at hive den op et gear på sidste omgang, en vigtig lektion i det, at køre offroad. Jeg er meget overrasket over ikke, at blive indhentet af en MTB rytter, som jeg var blevet advaret om og da jeg løber ud af T2 er jeg stadig alene i området. Der er dog 4.30 op til front, så jeg vælger endnu engang at tage forsigtig handskerne på og få mest muligt med derfra.
Jeg kommer i mål og har tabt yderligere 2 minutter til den unge Jens Emil, men godt tilfreds. Der er et godt stykke ned til manden bagved.
Mit løb har været rigtig godt her i foråret og det er jeg helt rolig omkring. Jeg kan dog konstatere, at jeg skal løbe noget mere specifikt cross/terræn løb med intensitet, for at skærpe den del og minde muskler om hvordan de skal arbejde under sådanne belastninger.

Jeg kører 4. hurtigste cykeltid og taber 3 min i sporet på de 30 km / 690 hm. til en dygtig MTB rytter, hvilket jeg bestemt er tilfreds med, specielt taget i betragtning, at jeg kan presse mere ud af citronen rent fysisk.

Xterra Rebild var en fed oplevelse. Det var et flot setup – fejlfrit, vejret var godt, menneskene var søde og rare, jeg fik mødt nogle gamle kendinge og kørt et træningsløb uden forventninger. Ydermere fik jeg en god portion erfaring med jeg kan bruge til næste offroad race – Xterra Århus d.9 juni. Nu er det videre med træningen. Jeg håber ømheden har lagt sig til i morgen, da jeg har en Fysiologisk test på programmet i Vejle hos VIES.
I næste uge venter der endnu et træningsstævne, der måske stadig er lidt mere i min bold gade. Jeg stiller op til EM Powerman i Vejle og håber, at formkurven fortsat er opadgående.

Ha det godt.

 

Chris

Tilbage på skolebænken…

Uha …. jeg har så meget på hjerte, at det nærmest gør mig handlingslammet…
Men en lille opdatering må komme først.

Jeg føler mig en smule beruset og det kommer bag på mig, hvor meget jeg egentlig glæder mig over, at være startet forfra i sporten. Nu vil de fleste nok være uenige med mig i, at jeg starter forfra, eftersom jeg har dyrket duathlon og triathlon igennem 22 år. Men jeg føler mig grøn i mit nye eventyr, en befriende følelse faktisk.
En inspiration som egentlig er kommet mere ud af en tilfældighed en så meget andet.
Jeg har kørt MTB eller XC som de kalder det nu om dage igennem 2-3 vintre og brugt det som god træning på den tohjulede. En måde at få lidt intensitet ind, lidt teknik og ikke mindst holde gløden igang med underholdende træning. Og jeg er blevet rigtig glad for det.
Jeg har også yndet at løbe en ugentlig offroad tur omkring Hald Sø ca. en gang i ugen, som egentlig mest er tænkt som en “rekreativ” løbetur, hvor jeg får renset tavlen og mærket mig selv på en anden måde end den øvrige løbetræning.

Om den begejstring jeg har vist i dagbogen er årsagen til, at Michael – min træner – foreslog mig, at forberede mig til VM cross triathlon på Fyn i 2018, ved jeg ikke. Men sagen er, at det har tændt en anerledes glød i mig og at jeg er klar på udfordringen.

Der er på trods af min umiddelbare kådhed, en masse at lære og i weekenden skal jeg stå en lille miniprøve til Xterra Rebild, som i Xterra regi er Europamesterskabet i cross duathlon. Jeg har følt det seneste år, at min teknik er forbedret markant, men hvis der er et sted hvor man virkelig kan blive vis om sine evner, er det i skoven med hjertet i halsen. På søndag er jeg meget klogere på egne evner og mangler ift. cross tri/du.
Jeg ved at jeg er råstærk, om det er en force i skoven er jeg ikke klar over, men jeg tror det.
Jeg ved at jeg mangler lidt fanden-i-voldskhed, den vil jeg prøve at arbejde på og se om jeg kan komme i mål med – og at finde den frem vil være en succes i sig selv.
Jeg kommer med hvad jeg har, både hvad angår udstyr og evner og på den måde er jeg i konkurrence mæssig forstand total grøn. Jeg havde en kort date med cross duathlon til DM i 2016 og kom ind på en 2.plads, på en dag hvor jeg blev totalt rundbarberet på cyklen. Udover det, skal jeg kigge langt tilbage i arkivet før der var bare en smule skarphed på en MTB i skoven. Som vist på billedet, var det en dag i Silkeborg, hvor jeg havde en godkendt performance og endda fik en pæn skalp. Udover den dag,
havde jeg 2 år i træk 2006 og 2007, 2 defekter til DM cross duathlon. Det ene år en punktering, det andet en knækket kæde.
Jeg er ikke i tvivl om, at niveauet hos de specialister som kører Cross og Xterra er højt og at de helt sikkert kan noget jeg ikke kan. Hvad det er vil jeg i første omgang få en fornemmelse af, efter søndagens race.
Nu vil jeg nyde den fede følelse af, at være total åben for indtryk og med mulighed for at lære noget på ny.
Jeg kører uden forventninger og uden pres, alt dette vil efter søndag være en helt anden historie, på den ene eller den anden måde, da jeg jo så skal forholde mig til, hvor langt jeg er fra det der kræves for at være konkurrence dygtig. Jeg har meget at lære, længe endnu og hvor er det skønt.

På vej ud af hårnålen

De seneste uger har været noget mere snoede end hvad godt er. Men ud af hårnåle svingene på stigningerne på Mallorca er der kommet noget meget brugbart. Selvom det som nævnt har været alt andet end en optimal optakt til lejren, så har jeg på trods af en temmelig stor øgning af mængde, følt mig bedre kørende dag for dag. Lejren blev ikke som når jeg plejer at tage på lejr med fokus på cykling. Her plejer jeg virkelig at presse citronen på daglig basis. Det har selvsagt ikke været planen her, da jeg 1) sikkert ikke vil kunne holde til det, altså opretholde et højt niveau 2) med mit netop overståede sygdoms forløb, har et immun forsvar der i forvejen er på grænsen og ihvertfald helt sikkert ikke vil kunne klare presset.
Så overskriften har været med den ene fod på bremsen. Det har nu ikke betydet at jeg ikke har fået lov at lufte systemet igennem, det har blot været med overlæggeren sat tilpas ned. Jeg har alligevel haft udelukkende gode ture på den tohjulede og fået kørt ca.750 km på 7 dage og over ca.25 timer. Ca. 5 gange så meget som jeg har kørt de seneste mange mdr. ugentligt. På trods af, at jeg har kørt og passet på mig selv, så har energien til at løbe og svømme kunnet ligge på et meget lavt sted. Jeg tog hurtigt beslutningen om, at flytte første svømme pas til min cykel hviledag onsdag og samtidig også bare løbe og lade ben og krop bestemme tempoet. Jeg var jeg var meget godt løbende inden jeg blev syg, så det faktum at cyklen mere end tog brodden af mig i løbeskoene, har ikke bekymret og støt og roligt er benene kommet igen igennem ugen. Outcome har været at træningsplanen er blevet overholdt pånær et enkelt svømmepas. Det er ikke 100% optimalt, men jeg har simpelthen vægtet at få cyklet det jeg skulle, minimere stress, maksimere hvile osv. ting som er sværere at gøre når først jeg er hjemme i dk igen. Alt i alt er jeg utrolig tilfreds med udfaldet og det jeg har opnået på lejren og de seneste 2 uger har fået mig i gear igen. Hvor godt i gear jeg er, skal jeg til Vejle og finde ud af på torsdag. Forventningen er, at med 4 rolige dage, at jeg er frisk nok til at kunne lave en god fysiologisk test hos VIES og forhåbentlig have nogle fornuftige tal at forholde mig til på nuværende tidspunkt. Jeg har ikke brugt test siden 2011 og hvorfor jeg igen vælger at lade mig teste, skal jeg fortælle jer mere om op til testen.
Nu ligger jeg på sofaen derhjemme med paranoia, eftersom hele familien er eller har været ramt af feber og sygdom og jeg er SKRÆKSLAGEN for, at rende i noget igen. Jeg håber virkeligt, at jeg lister uden om denne gang, udsigten til at blive sat yderligere tilbage tiltaler mig ikke. Jeg forventer at være tilbage på niveau som for 4 uger siden om et par uger, derfor vil en omgang mere sætte mig faretruende tilbage i forhold til min sæson. Jeg ligger også og er tilpas, tilpas med lejren, at være fyldt op med de gode oplevelser jeg er rigere. Oplevelser med nye og kendte ansigter, bekendtskaber som er indledt og bekendtskaber som er udvidet. Fusion Training Camp 2018 var en succes og det var rigtig fint at have muligheden for, at dele tag med Next Level Camp og deres deltagere.
Jeg krydser fingre for, at holde mig udenfor sygdom og at jeg snart er tilbage i fuld fart. Det er dejligt at være hjemme hos pigerne igen, de har været savnet og jeg føler mig priviligeret over, at jeg har nogle at savne. Indtil næste gang, god træning og ha det godt.

/Chris

Den spanske slagtefest er begyndt

Så er jeg landet på Mallorca og sidder på den anden side af første træningsdag fra basen i Alcudia.
Det var en sen ankomst lørdag og jeg valgte sammen med min værelses kammerat Troels, at samle cyklen og pakke ud med det samme. Det blev således anden nat i træk med begrænset søvn, til gengæld sov jeg som en baby og kunne vade direkte ned i buffeten og spise mig godt mæt i går morges. Vi er en god flok hernede og et dusin som er meldt til Fusion Training Camp. Formålet med turen er selvfølgelig at få en god uge hernede i trænings tegn, få sovet og hvilet godt igennem og benytte det fine område til også at få taget de gode billeder osv. til mine sponsorer.
Jeg har haft alt andet end en god optakt til denne lejr i form af 14 dage uden træning, hvoraf de 10-11 af dem foregik på langs i min seng.
Det jeg har kunnet mærke i sidste uge var, at jeg godt kunne træne ét pas rimeligt, men at jeg så var helt ødelagt til næste pas. Det blev gradvist bedre henover ugen og igår kunne jeg så sætte flueben ud for en uge med et fornuftigt pensum uden den store intensitet. Min krop har været træt, skævvreden og tømt for energi, så det tager nok et par uger før jeg er rigtigt ovenpå igen.

Overskriften rent træningsmæssigt hernede er fra Coach´s side, at jeg skal holde mig i skindet, hvilket bliver rigtigt svært, eftersom der ikke findes noget der er meget værre end, at se nogle
( Martin ) køre væk på stigningerne. Men nuvel, det kloge valg er ikke altid det sjoveste valg her og nu, men ender som regel med at være det senere og så må stoltheden parkeres i baglommen af cykeltrøjen.

Igår fik jeg testet systemet på vores første tur, hvor Martin og jeg lå og kørte lidt elastik kørsel opad Lluc, uden nogen af os rigtig dedikerede os til et angreb på hinanden eller selve stigningen. Vi kom op sammen og Martin havde da en fin fil at vise efterfølgende med 20 min i 410 watt. Min puls kom godt op og var på et tidspunkt oppe at kysse 180 slag – 167 i gns. på stigningen og uden at benene sagde mere fra end forventet. Så kroppen ser igen ud til, at være klar på belastning, men mit største fokus bliver på, at det fortsætter sådan og derfor må jeg ikke lade mig drive ud i al for megen fordærv og anarki overfor min træningsplan ved at gøre som ham den røde på venstre skulder ansporer mig til.
Så overordnet er fokus på at holde kæden fornuftigt stram, således jeg kan fortsætte den gode træning når jeg kommer hjem.
Martin er en god træningsmakker, et godt bekendtskab og har en god evne til at holde min ild i live og jeg er ret sikker på, at vi på mange måder kan hjælpe hinanden og være med til at løfte vores niveau hver især. Det er fedt at han er med hernede, for om nogen er han den der i DK og også i flere internationale sammenhænge har sat barren højt på cykeldelen og for én som mig, der ønsker at være med i den gode ende på cyklen, er han derfor den eneste rigtige at måle mit niveau efter.

Idag står den på en tur med lidt færre højdemeter og en kort opkørsel til Randa og en bette 45 min løbetur. I morgen venter Sa Calobre – en fantastisk op/nedkørsel og absolut én af kongeetaperne på lejren hernede og derefter en hviledag onsdag. Følg med på Facebook for daglige opdateringer, jeg kommer nok først tilbage til hakkebrættet her på siden igen onsdag.

 

Ha det godt

 

C

En kort en lang

Pyyhhh…. hva der skulle have været en kort men god uge, blev en lang og hva der føltes som en tung uge. Træningen blev en kort fornøjelse. Efter at have ligget stille i 11 dage, med søvn og døgnrytmer generelt som på random, var det en sand udfordring at finde tilbage i noget der minder om normal rytme. Primært var det søvnen der voldte mig de største problemer. Sov lidt for let og måtte derfor skære rigtig meget i den træning jeg havde planlagt. Men jeg tænkte at eftersom jeg var nede i forvejen og ikke helt frisk, var det bedre at fokusere på at blive udhvilet end på at få 7 timers træning frem for 4,5. Med 3 døgnvagter viste dig sig at være helt rigtigt at sætte sine penge på, at blive udhvilet.
Nu idag er jeg så tilbage i mode igen. Fokus er, at bruge de første 2 dage på let grundtræning og på at få lavet alle 3 discipliner dagligt. Onsdag har jeg min første halve hviledag, hvor jeg skal udnytte tiden med en svømmetur, en læge undersøgelse ift. deltagelse i ITU konkurrencer og på at hente lidt cykelgrej hos min gode samarbejdspartner i Vejle.
Jeg tænker at jeg kommer fint igang med træningen i denne uge og meningen ikke er, at presse kroppen for meget. Forhåbentlig er jeg kampklar til noget god træning, når jeg lørdag forlader DK for en uge på Mallorca med FUSION på “Fusion Training Camp”. Vi skal være på Next Level Camp´s faciliteter i Alcudia og jeg glæder mig til en god tur, forhåbentlig med godt vejr og en masse km i træningsdagbogen.
Jeg har desværre sagt til Martin at jeg med glæde dyster med ham på diverse stigninger, men som det ser ud nu, er udsigten nærmere til, at jeg bliver slagtet på hver eneste stigning. Min power er simpelthen væk efter 14 dage uden nævneværdig træning og med en drænet krop.
Men som den gentleman han er, har han selvfølgelig udlånt mig diverse restitutions apparater, så jeg kan blive frisk til at blive slagtet på ny, dag ud – dag ind – lucky me. Om ikke andet, så bliver det nogle dage med potentielt episke kollaps fra min side og jeg er sikker på, at jeg kommer hjem med gode cykelben og at nogle nok skal dokumentere det når jeg falder igennem.

Jeg glæder mig over, at min gode sponsor har taget initiativet til at give sine kunder en mulighed som denne og jeg er meget tilfreds med at være en del af denne første tur.
Jeg har været på Mallorca adskillige gange og det må siges, at være min yndlings cykeldestination. Mange af de år hvor jeg har været godt cyklende, har jeg været en uge på Mallorca med øget cykelfokus og med “kill or be killed” attitude på stigningerne.
Hvis ikke du skal med denne gang, så tjek linket ud. Der bliver forhåbentlig en næste gang og muligheden kommer igen. Jeg skriver selvfølgelig om mine oplevelser undervejs og efterfølgende.

Nu er der gang i den igen og jeg vil sørge for, at passe ekstra godt på mig selv i denne uge. Penicilin kuren ophører idag, så forhåbentlig giver det mig også lidt friskhed tilbage. Masser af søvn og knap så mange ekstra aktiviteter som vanligt.

 

https://www.facebook.com/events/126555768030619/

 

God aften herfra og god træning.

Tilbage i ringen

Højt at flyve ….

For 11 dage siden var jeg helt tilpas. En velanlagt vintertræning hjemme under kontrollerede forhold begyndte så småt at give afkast i alle discipliner. Min svømning begyndte at komme igen ved hjælp af lidt mængde justering og ved at være afslappet omkring mit nuværende niveau og acceptere hvordan  træthed fra cykling, løb og styrketræning påvirkede min indsats i vandet.
På cyklen følte jeg mig godt kørende, så godt det nu kan være på nuværende tidspunkt med den begrænsede mængde jeg har fået kørt. De korte men relativt hårde pas, begyndte bare at klikke.
Jeg nåede sågar at have en ud af kroppen oplevelse på løbebåndet på mit fartlegs pas om tirsdagen. Et pas jeg havde lavet 5 uger i streg – 60 min inkl. x km fartleg med tempo skifte hver 500 m. Et pas jeg fik i bogen i uge nr.2 efter mit halvmarathon i Herning d.31.12.2017, hvor jeg startede med en time inkl.8 km fartleg, sluttede jeg altså denne tirsdag med 60 min inkl.12 km fartleg skiftende imellem 3.20 og 3.40 min/km hver 500 m. Den dag tilbagelagde jeg 16,65 km på de 60 min og var flyvende. Følelsen af, at ville tage farten endnu mere af på de 500 m efter 3.20 tempo var væk og jeg kunne blive ved.
Der var derfor lagt op til en veludført træningsuge da jeg gik i seng torsdag aften, men da jeg vågnede fredag morgen havde jeg en fornemmelse af, at noget var galt. Følte mig lidt klattet og fik skrevet til Coach, at jeg tog gassen af intervallerne, af selvsamme årsag. Fik kørt mine 90 min, som istedet blev med nogle KA intervaller i IM zonen og rullede også afsted til en tur i det våde element.
Fornemmelsen af at noget var under opsejling var tilstede allerede ved de 2500 m, men jeg fik slæbt mig igennem 4100m på langs indtil jeg frysende måtte gå op ad vandet.

Lørdag og søndag var der derfor røde blokke i Trainingpeaks og det samme i mine øjne. Det blev forhistorien til små 10 dage på langs. 7 dage med feber og absolut uden kræfter til andet end at ligge ned og bare sove sig igennem. Fredag morgen dag 7 var jeg begyndt at være lidt utålmodig og man kan konkludere at jeg dermed var kommet lidt til kræfter. Jeg var bekymret for, om der skulle være noget infektion i kroppen eftersom jeg havde lidt svært ved at forstå, at jeg stadig var feberramt. Så jeg ringede til vagtlægen og kom uventet til kl.17. Den rare læge lyttede til min frustration og tjekkede efter mit ønske, hals og lyttede på lungerne. Der var udslag på venstre lunge og en podning afslørede også lidt i halsen. Så en penicillin kur rigere, tøffede jeg hjem i seng igen.

Nu igår tirsdag aften rejste jeg mig og var jeg endelig tilbage til noget der lignede fysisk aktivitet. En lille bitte løbetur på 22 min og 45 min på hometraineren. Ikke meget, men lykkefølelsen indtraf ikke desto mindre. Resten af ugen er ikke ligefrem lovende ift. træningstid da jeg har 3 døgnvagter på programmet fra og med i dag, til og med søndag. Men jeg vil forsøge at komme i vandet i morgen og fredag, tage nogle korte lette løbeture og cykelture deslige. Forhåbentlig kan jeg vække kroppen og gøre klar til en fornuftig træningsuge i næste uge. Det bliver en uge, hvor jeg skal være obs på træthed og andre faldgruber efter min lille time out og sørge for at være klar til en stor træningsuge på Mallorca i uge 10. Jeg håber lidt at få lov til, at løbe mine 60 min fartleg/temposkifte i næste uge, for at få en fornemmelse af, hvor jeg er henne af og hvor langt jeg er sat tilbage formmæssigt. Indtil da, er jeg bare glad for at være igang igen.

 

Chris

Velkommen i klubben til Aalborg Bicycle Store

Idag har Mikael fra Aalborg Bicycle Store og jeg givet håndslag og underskrift på et samarbejde med hinanden.

Aftalen betyder at jeg kan byde Mikael og hans ansatte velkommen i klub sub8, som du kan læse meget mere om her på siden under “sponsorer”.

I aftalen indgår for mit vedkommende – service, vedligholdelse og klargøring til konkurrence af mine cykler. Derudover supplerer butikken mig med det fornødne ekstraudstyr og sliddele jeg får brug for, hvor ikke jeg er dækket ind af andre aftaler – alt i alt, er jeg super godt dækket ind.
Butikken er efter mit indtryk besat af et utroligt ambitiøst, arbejdsomt og ærekært personale, præcis hvad jeg har brug for til, at tage sig af mit udstyr.

Det helt store spørgsmål er jo selvfølgelig HVILKE cykler de skal pille ved. Jeg kan sige, at jeg har en aftale med butikken om levering af MTB til en ret vigtig del af min sæson hvor jeg skal deltage i diverse Xterra og forhåbentlig kvalificere mig til VM cross triathlon til ITU VM festival på fyn til sommer.

Jeg kan også løfte sløret for, at jeg har tegnet en aftale for de næste 3 år, der indebærer komplette cykler til tri og landevej med et firma der er UDOVER det sædvanlige. Selve udstyret vil jeg skrive mere om senere, hvor jeg også vil gå lidt mere i detaljerne med dem

Mikael og de ansatte får jeg og resten af netværket æren af at være sammen med til vores månedlige events og jeg kan tale på alle´s vegne når jeg siger, at vi glæder os til, at byde dem velkommen til første samling i marts.

Aalborg Bicycle Store er helt sikkert et besøg værd.