Sæson afslutning blev IRONMAN Cozumel
I går fik jeg slået en sløjfe på 2019. Et år der egentlig har været meget godt, men som hele tiden har været rettet mod én stor jernmands præstation til Challenge Almere.
Som far til tre er det ikke altid helt op til én selv, hvornår man lægger sig ned med sygdom. Og selvom jeg havde undgået at være syg i hele 2019, så blev jeg alligevel ramt, da alle ungerne var syge ugen før racet i Holland. That´s life.
Men eftersom det var den fulde distance, jeg havde trænet til hele året, var den det en skuffende følelse, jeg sad med i målområdet, efter at jeg havde parkeret min cykel i T2. Jeg var ked af det.
Jeg elsker triathlon som helhed, men jeg brænder for at køre jernmand. Eftersom der var gået over et år siden IM CPH, så var der nu også gået hele to år siden, jeg havde kørt en hel uden at være uheldsramt. Derfor sad jeg også dér med et efterhånden stort, åbent sår, som skulle hele.
Specielt fordi jeg kan se, at træningen er bedre – ja, alting er bedre end sidst, jeg havde et fornuftigt ræs, så går jeg med en følelse af noget uforløst, noget jeg tænker, mange kan relatere til. Sissel véd det og tror også på, at der er mere i mig, og vi kunne derfor også hurtigt blive enige om dér i målområdet, at jeg var nødt til at køre et løb inden udgangen af 2019. Jeg havde først udset mig IM Arizona, men da det udelukkende var et “WMS PRO” løb, faldt valget på Cozumel.
Så da jeg følte mig frisk, gik jeg igen igang med træningen. På førstedagen var jeg ude på min MTB og efter endt sporridt, stod jeg stille for at tage min jakke på, og i det jeg vil dreje cyklen for at vende snuden hjemad, sidder forhjulet fast i en gren, og jeg falder helt udramatisk – ligeså lang som jeg er og lander med hånden på en sten. Dagen efter kan jeg ikke åbne køkkenskuffen og bliver sådan lidt stram over det. En konsultation med skadestuen senere: dommen er en brækket hånd.
På med gips og finde alle floskler om forhindringer vs. muligheder frem fra gemmerne for at bevare humøret. Humøret var svært tilgængeligt i starten. At komme fra udendørs træning og flytte sig indendørs, stationært på cyklen med hånden i gibs er ikke det fedeste, jeg har prøvet. Jeg kunne ikke finde power, jeg sad ikke godt, og der var mange ting i vejen. Løbet gik bedre, og efter to-tre uger, hvor jeg mentalt var lidt i kælderen, begyndte jeg at føle mig mere tilpas igen. Jeg endte med at få fire gode ugers træning, inden jeg tog afsted forberedt bedst muligt under omstændighederne og stadig i relativ god form.
Da jeg stillede til start i går morges efter fire dage på øen til at akklimatisere, var jeg godt klar over, at det ville blive en dag i det ukendte. Jeg havde derfor ingen forventninger, hvilket heller ikke havde været berettiget. Jeg var på ukendt område ift. varme og luftfugtighed, og hvordan min krop vil håndtere dette.
Min plan var såre simpel, at lytte til kroppen hele vejen og have hovedet låst fast på at mærke efter, håndtere og adaptere. Det gør jeg nu også normalt, men jeg plejer trods alt at have nogle referencer fra tidligere race om, hvordan træning og race hang sammen. I går kunne jeg hele tiden konstatere, at træning og race ikke hang sammen. Derfor blev det til en dag, hvor jeg ofte måtte sætte mig nye delmål.
Hvordan var det så,? Det var VARMT – jeg svedte ikke, men kogte til gengæld godt og grundigt. Jeg kunne absolut ikke komme af med varmen og derfor var jeg også omhyggelig med at bruge samtlige aid stations, også selvom det tog meget af farten. Da age group´erne kom ud på vores 2. omgang på cyklen, blev aid stations mere eller mindre til krigszoner. Folk parkerede midt i det hele, og de stakkels frivillige kunne slet ikke overskue klientellet. Jeg endte dog med at bruge muligheden til at køle mig godt, strække ryggen og så komme videre, da det ikke rigtig kunne hjælpe noget at hidse sig op.
Jeg havde prøvet at regne mig frem til min tid ift. de watt, jeg forventede at kunne producere på dagen og endte med et 4.21.xx cykelsplit. Det holde ikke helt, men med 4.27 på 181,8 km og en del spildt tid i forplejning, var det ikke helt ved siden af. Jeg havde en lang og ensom tur på den tohjulede, og den eneste krise var mentalt over, at jeg ikke kunne træde en bule i en blød hat. Kroppen ville ikke åbne op for power, og jeg kommer derfor igennem med hidtil laveste IM watt på 258 og en puls på 129 og faktisk en hel del fra de watt, jeg havde troet på, at jeg kunne præstere.
På løbet var det lidt det samme. Forsøger de første 5 km at lade kroppen diktere for så at se, hvor jeg er i forhold til pace. Min strategi var 4.05. Men allerede efter 7 km falder tempoet helt naturligt til 4.10-15, og jeg kan konstatere, at jeg skal køles godt ned, hvis jeg bare skal nogenlunde hæderligt igennem.
Tempoet falder yderligere mellem 14 og 28 km og specielt 28 og 35 km, hvor et hurtigt toiletbesøg får mig bag to af de konkurrenter, jeg havde overhalet. Jeg får mandet mig op og forsøger at slutte med, det jeg har. Der er til kortvarige 4.10-perioder, men hver gang minder min core temperatur mig om, at det er et no – go. Jeg valser over stregen som 13´er i det vildeste felt, på den mest modbydelige dag og vel nok på én af de smukkeste destinationer, jeg svømmet, cyklet og løbet.
Tiden er ikke prangende, men præstationen er jeg faktisk stolt af. Jeg fik ikke det, jeg havde drømt om, men absolut det jeg havde brug for. Nu kan jeg endelig komme videre velvidende, at jeg kan håndtere at race helt for mig selv med de evner og værktøjer, jeg har på dagen. Jeg var ikke forhindret af udefra kommende faktorer, men havde skæbnen i mine egne hænder hele dagen – den følelse er utrolig tilfredsstillende. Det var fedt at køre jernmand. Alle de forskellige perioder, man går igennem, hvor man mentalt enten skal være på, lukke ude, overbevise, sætte nye mål osv. Det følelsesspektrum, man gennemgår, er noget af det mest intense, der findes.
Nu til noget helt andet, nemlig en tiltrængt off season. Jeg glæder mig til at være sammen med familien og gå ind i julemåneden med ro på, suge til mig og være klar til at bygge på igen fra 1.1.2020.
I morgen rejser jeg atter hjem, nu vil jeg nyde det sidste af denne fantastiske ø.
/Chris
