Dagen der udeblev.
Den korte version er, at jeg slet ikke havde dagen i går, ikke engang til at komme igennem i slæbegear.
Min krop lukkede ned og der findes flere mulige årsager til det. Fik en lige højre efter 3 svømmetag – lige op under næsen ( stadig hævet og lidt skæv… ) som efterlod mig lettere panisk i vandet. Fandt ingen rytme de første 1200 m og sejlede langsomt baglæns ned igennem feltet. Genfinder rytmen på vejen tilbage, men gruppen er for længst væk.
Et par infektioner de sidste par uger i form af bylder, som har irriteret mine lymfer, kan have stresset kroppen. På cyklen havde jeg 8-10 slag højere puls end vanligt og tænkte sjovt nok, at det sikkert var fordi jeg var frisk og udhvilet. Fik kramper allerede ved 91 km, som blot blev værre undervejs. Omkring 100-110 km mister jeg ydelsen og må gå nogle watt ned og derfra er det et langt og kedeligt fald imod en krop der siger helt fra ved 140 km ca.
Jeg har hovedpine og lidt slør for øjnene og er faktisk ikke sikker på, at jeg kan komme hjem eller om jeg skal ringe og blive hentet. Viljen får mig i slæbegear hjem med ca. 200 watt og til trods for at kæden hopper af 2 gange de sidste 40 km, får jeg lusket cyklen tilbage i T2.
Jeg tuder hele vejen fra Eckersmühlen til T2 og fortsætter med det i T2, hvor mange hjælpsomme og berørte hjælpere får mig i mine løbesko.
Jeg løber udelukkende ud af T2 for at komme hurtigst muligt ud til Sissel ved væskedepotet. Da jeg ser hende kommer endnu en syndflod fra øjnene og jeg får meldt mig officielt ud af løbet til en dommer på vejen, da vi går tilbage.
Jeg følte mig 100% klar inden og er selvfølgelig utrolig skuffet over ikke engang at kunne levere en standard performance. Jeg har grædt rigeligt over det, men det sidder der stadig og er for mig en utrolig bitter pille at sluge. Jeg har til side sat alt i denne sæson op til dette mål og føler at alting er mere eller mindre spildt lige nu…, en fiasko
Det smukke men også hårde ved sporten er disse dage. Nu skal jeg genfinde troen på formen og mentaliteten og komme tilbage stærkere. Jeg bliver nødt til at overbevise mig selv om, at det var en enlig svale og at jeg rejser mig til næste gang.
I denne uge vil jeg forblive ”liggende”, drikke et par gode glas rødvin, slappe af med familien, få overstået penicillin kuren imod infektionen, få tjekket næsen og hældt noget plastic i den tand der knækkede op til. Jeg vil træne per lyst og vil forhåbentlig være i lidt bedre humør senere på ugen, men lige nu er jeg mentalt slået til tælling.
I medgang og modgang – tak til sponsorer og samarbejdspartnere for ulastelig opbakning til mit/vores projekt. Tak til jer der har bakket op på sociale medier, sms m.m. Det glæder mig at kunne dele min rejse med jer!
Til næste gang – ha det godt. Nu trykker jeg – ”control-alt-delete”