Bjørnen er væltet ud af hængekøjen fra sit hi og her kommer et post Roth skriv.
Som jeg skrev sidst var jeg mentalt slået til tælling. Jeg har brugt det meste af de seneste 14 dage på, at fordøje Roth.
Efter rationale kan være godt, nogle gange kan man koge for meget suppe på tingene, jeg har valgt at koge det ned til de ting der for mig gir mening for at komme videre herfra.
Jeg er kommet frem til følgende i min ransagning af årsager til mit DNF.
- Infektion igennem 3 uger – i form af 2 pænt store bylder og påvirket samt hævede lymfer i lysken har helt sikkert drænet kroppen mere end jeg har villet tænke på. Og selvom jeg ind imellem følte mig træt, følte jeg mig omvendt også i god form og slog det nok hen, da jeg ikke ville have negative tanker florerende imellem ørene. I bagklogskab, skulle jeg nok have været på penicillin for 4 uger siden.
- Slaget i hovedet, som medfører en lettere panisk reaktion og fører til pænt meget anaerobt arbejde de første 12-1500 m på svømningen. Jeg kan ikke bevise at det var en hjernerystelse, men har en stærk formodning om, at det har været en lille én af slagsen, hvorfor hovedpine, kvalme og synsforstyrrelser fremkom, som oveni en krop der har ligget på vippen, sikkert har skubbet den på den forkerte side.Jeg ved med sikkerhed, at der ikke var mere i mig. Jeg valgte at køre cyklen færdig og forsøge at slæbe mig ud på løbet, fordi jeg havde behov for at vise mig selv, at det var slut og at der ikke var noget at gøre. Men imidlertid giver det heller ingen mening at fortsætte for at gennemføre, når jeg trods alt er bedre kørende end sidste år og der er flere race på kalenderen.
Jeg fik brugt den første uge efter på, at træne per lyst, hvilket blev til 4 cykelture, ditto løbeture og en enkelt kort OW svømmetur. Alt sammen – egentlig bare for at rense hovedet, som sikkert var det der havde taget mest skade. Søndag i forrige uge, tog jeg raceren ud, rullede ud til ”min” enkeltstartsrute og gav den én over nakken. Jeg fik kørt mig næsten ud og følelsen var fantastisk. Der var hul igennem til det hele. Lige den oplevelse jeg havde brug for og nok også derfor jeg underbevidst søgte den. Bedste af det hele var, at jeg kørte stærkt – som i rigtig stærkt. Dermed fik jeg losset nogle af de negative ting ud og fik plads til noget mere positivt og ikke mindst konstruktivt.
Jeg synes nu det var på plads, at trække stikket og have lidt ondt af mig selv – være i skuffelsen, således den også kunne bruges som brændstof til næste gang. Og det var nok al den frustration jeg fik forvandlet til raseri mod pedalerne den søndag og dermed kørte mig selv på den anden side.
Jeg har nu været på penicillinkur og hvilken forskel det har gjort. Mine infektioner ( bylder ) er væk og energien er på vej tilbage. Var til næse læge som kunne konstatere at jeg havde en perfekt næse der ikke var brækket, men hun trøstede med, at sådan en omgang banket brusk også kunne gøre ret så ondt!
For mig blev Roth en skuffelse. Ikke pga. Min ret høje proklamerede målsætning, men ene og alene fordi jeg ved, at jeg er i mit livs form. Det blev en skuffelse, fordi alt andet har været lagt an på dette race. Noget jeg ellers havde gjort fred med, var en omkostning jeg ville betale for mit hovedmål, trods det faktum, at Coach frarådede mig min plan op til flere gange. Jeg må stå ved det, også nu hvor det mislykkedes.
Jeg har stadig min ambitiøse målsætning – sub 8, intet ændret ved det. Det motiverer mig i min træning, at arbejde omkring de tal jeg mener er opskriften til en sådan bedrift. Det inspirerer mig, fordi jeg tror det er muligt. Det bliver svært – men ikke umuligt!
Sub 8 er pt. Ikke overskriften hvad angår race. Da man ikke er bedre end sit seneste resultat, har jeg som første målsætning at gennemføre det næste race. Kun derved kan man analysere på sine evner og jeg kan få syn for sagen i forhold til om formen er så god som jeg mener den er og endelig få lukket sløjfen.
Mit næste race er Challenge Regensburg d.13 august. Et race hvor jeg har fornøjelsen af at forsvare en 2. Plads fra 2016. Hvor jeg kender ruten og hvor jeg også har en ambition om i det mindste at have et race, hvor jeg kan leve op til egne evner.
Sidste år kørte det ikke for mig overhovedet, men jeg formåede det som jeg håber jeg kan blive ved med at tage med mig, nemlig at holde på til slut. Trods alvorlige kramper de sidste 10 km på marathonet fik jeg gennemført mit bedste afsluttende løb til d.d.
Som et lille positivt islæt – en hverdags historie med happy ending – sendte Coach Krüger mig ud på enkeltstarts ruten igen tirsdagen efter min søndagstur, sikkert fordi han øjnede at give mig et selvtillids boost. Under kommentarer stod der……………. ” en runde på 18´eren hvor du kører negativt split med sømmet i bund på anden halvdel”
Det var en kort og slem dag, det blæste ret meget ( 6-7 m/sek. ) og vinden stod bare træls. Men jeg havde taget race gearet på og hidset mig selv op på mine 32 minutters opvarmning derud til. Samtidig var det første tur på TT´eren siden Roth og den og jeg havde et hævntogt der skulle føres ud i livet. Resultat. Jeg smækkede den tohjulede rundt som aldrig før og trods det faktum, at der er set bedre watt på ruten, så hev jeg den forbi byskiltet på 24.33 min med 387 watt og 164 pulsslag. Knap 10 år gammel PR slettet og erstattet! Dejlig følelse.
Som bjørnen der vågner fra sit hi, mærker jeg knurren i maven, sulten trænger sig på.
Og det kan godt være mine første skridt er lettere tøvende og forsigtige, men når jeg får færten af byttet, så bliver alle sanser skarpe…