Nå ja…. tiden gik sørme igen — suprise…

Men i mellemtiden fik jeg test resultaterne tilbage til fra VIES.

Testen afslørede, hvad jeg i forvejen havde en forventning om, og selvom jeg var påvirket af mit Xterra-race søndagen forinden, så er der ingen tvivl: fra 0 – IM ser tingene fint ud, men resten – WAOW: Der er meget arbejde, altså, jeg stinker i den høje ende. Hvis du har læst det sidste indlæg, beklager jeg meget, at jeg kommer til at gentage mig selv lidt, men det må du lige bære over med.

Men jeg kom ikke for at finde ud af hvor god jeg er, men hvor der kan sættes ind. Jeg har ikke talt med Coach om det endnu, men tænker, at det er passende at se på det efter søndagens race og sammenligne racefacts med testfacts.

Men nu hvor jeg er igang, vil jeg også bare lægge skidtet på bordet, som man siger. Jeg er tilsyneladende faldt lidt sammen, siden jeg fik mit første pas i 187 cm’s højde, for nu er jeg kun 184 cm. Om det er fordi, jeg er tynget af alderen og livets gang, kan jeg ikke svare på.

Men så kan jeg jo blive nødt til at smide lidt ekstra kg, da mit billede af mig selv ellers ikke hænger sammen. Jeg har flere uger i træk vejet 74,9-75 kg på vægten derhjemme, og det passer nok meget fint med en god morgenmad og lidt væske ( læs; skyr, bolle med ost og en snegl ), at jeg til testen vejede 76,2 kg. Fedtprocenten blev målt til 6,2. Sådan et apparat har jeg ikke hjemme, så jeg har efter Coachs anbefaling hevet lidt i dellerne og mærket efter, hvor meget der var at tage fat i de seneste måneder. Det har jeg så gjort, indtil jeg ramte vægten og dermed seks kg lettere ift. december. Nu går jeg efter at smide det sidste kg stille og roligt , indtil blodårene kommer frem på steder, hvor man normalt ikke ser dem.

Som jeg også har skrevet, har jeg simpelthen været nervøs for, om jeg bare var blevet for gammel og SOFT til at køre hårdt – hvilket jo er åndssvagt, når jeg ved, hvor ondt det gør at køre kort og halv jernmand. Men alligevel.

Nå, men testen kan bekræfte en meget stejl kurve på laktat, simpelthen allerede på trinnet efter IM eller rettere 300 watt/1,8 laktat/ 150 puls. Fra 300 – 330 watt, stiger min puls 10 slag og min laktat til svimlende 3,3.

Selvsamme udvikling sås på løbetesten, hvor alt var lækkert og let indtil 18 km/t, hvor jeg er temmelig sikker på, at jeg på nuværende kan løbe en halvmarathon, måske da lidt hurtigere end det tempo, men endnu engang gik jeg fra fine 17 km/t / 1,5 laktat / 161 puls til 18 km/t / 3,3 laktat / 17o puls. Min max-test var direkte ynkelig. Jeg holdte præcis 5 min og blev målt til 5,4 i laktat, hvilket ikke engang er godtnok til at kalde det max.

Til gengæld er jeg jo selvfølgelig ret tilfreds med, at jeg er temmelig økonomisk og let løbende ved 17 km/t og mmol 2 er sat til 17,34 km/t. Det betyder, at jeg rent mentalt kan begynde at spore mig ind på en fornuftig afsluttende løbetur på halv jernmand. Men under alle omstændigheder bekræftes det sort på hvidt, at jeg er uduelig over jernmands intensitet, og hvis jeg skal blive hurtigere og bedre, skal der gøres et eller andet.

Jeg er på flere måder lettet. Jeg er blevet overbevist om, at jeg ikke er en kylling, og jeg har fået papir på, at der er forbedringspotentiale og derfor også noget at arbejde med fremadrettet.

Det lidt paradoksale er, at vi jo ikke engang har arbejdet med mængde/base på den måde, at jeg har trænet utrolig mange timer, men at jeg har trænet relativt få timer som de forgående sæsoner og stadig kan bevare en relativ god bund og specielt jernmandsintensitet. Eller det er ihvertfald et område, jeg ikke forstår mig på.

Jeg er igang ift. mtb og cross-træning ,og så må vi se, hvad Coach Krüger finder på, når han er kommet sig over hosteanfaldet, fra da han åbnede mailen med data. Måske skal jeg træne endnu mere intensivt ,og det vil komme til at kræve temmelig meget af mig, da jeg ved, hvor lidt overskud jeg får, når jeg skruer på det. Jeg skal hvile væsentligt mere end nu. Skal intensiteten øges, bliver jeg nødt til at gå fra min egen lille bobbel og ud at træne med nogen, der kan presse mig. Det vil selvfølgelig også være en logistisk udfordring.
Men lad os nu se.

Det lader ikke megen forventning tilbage til søndagens EM i Powerman i Vejle, hvilket er helt, som det skal være. Sidst,  jeg kørte denne distance, var sjovt nok også til EM i 2016, så man kan ikke ligefrem sige, at det er noget ,jeg er lige så skarp i, som jeg gerne vil være. Det er stort set samme betingelser som sidst. Jeg har netop fået kørt på den nye TT cykel i denne uge, og det har ikke været kønt, men jeg tar det oppe fra og ned. Jeg kan bruge det som en god målestok på formen og set, om jeg skulle være blevet mere frisk og en kende bedre end sidste uge til testen – men mere om det i morgen.

Jeg er mest spændt på cyklen, for selvom min løbetest også var lidt mangelfuld, så ligner det et solidt højt bundniveau, hvilket jeg også har følt. Cyklen vil jeg blive udstillet på, hvis ikke jeg kan mønstre mere end 300 watt til mine 75-76 kg.

Jeg vil lægge et screen shot ud af testdata til dem, som måtte finde det interessant og dykke ned i det for alvor i en noget længere tekst, når jeg har racedata og har haft kommunikation med Michael omkring det.

Go’ aften

/C

 

Previous reading
En dejlig dag
Next reading
Testing testing….