Højt at flyve ….
For 11 dage siden var jeg helt tilpas. En velanlagt vintertræning hjemme under kontrollerede forhold begyndte så småt at give afkast i alle discipliner. Min svømning begyndte at komme igen ved hjælp af lidt mængde justering og ved at være afslappet omkring mit nuværende niveau og acceptere hvordan træthed fra cykling, løb og styrketræning påvirkede min indsats i vandet.
På cyklen følte jeg mig godt kørende, så godt det nu kan være på nuværende tidspunkt med den begrænsede mængde jeg har fået kørt. De korte men relativt hårde pas, begyndte bare at klikke.
Jeg nåede sågar at have en ud af kroppen oplevelse på løbebåndet på mit fartlegs pas om tirsdagen. Et pas jeg havde lavet 5 uger i streg – 60 min inkl. x km fartleg med tempo skifte hver 500 m. Et pas jeg fik i bogen i uge nr.2 efter mit halvmarathon i Herning d.31.12.2017, hvor jeg startede med en time inkl.8 km fartleg, sluttede jeg altså denne tirsdag med 60 min inkl.12 km fartleg skiftende imellem 3.20 og 3.40 min/km hver 500 m. Den dag tilbagelagde jeg 16,65 km på de 60 min og var flyvende. Følelsen af, at ville tage farten endnu mere af på de 500 m efter 3.20 tempo var væk og jeg kunne blive ved.
Der var derfor lagt op til en veludført træningsuge da jeg gik i seng torsdag aften, men da jeg vågnede fredag morgen havde jeg en fornemmelse af, at noget var galt. Følte mig lidt klattet og fik skrevet til Coach, at jeg tog gassen af intervallerne, af selvsamme årsag. Fik kørt mine 90 min, som istedet blev med nogle KA intervaller i IM zonen og rullede også afsted til en tur i det våde element.
Fornemmelsen af at noget var under opsejling var tilstede allerede ved de 2500 m, men jeg fik slæbt mig igennem 4100m på langs indtil jeg frysende måtte gå op ad vandet.
Lørdag og søndag var der derfor røde blokke i Trainingpeaks og det samme i mine øjne. Det blev forhistorien til små 10 dage på langs. 7 dage med feber og absolut uden kræfter til andet end at ligge ned og bare sove sig igennem. Fredag morgen dag 7 var jeg begyndt at være lidt utålmodig og man kan konkludere at jeg dermed var kommet lidt til kræfter. Jeg var bekymret for, om der skulle være noget infektion i kroppen eftersom jeg havde lidt svært ved at forstå, at jeg stadig var feberramt. Så jeg ringede til vagtlægen og kom uventet til kl.17. Den rare læge lyttede til min frustration og tjekkede efter mit ønske, hals og lyttede på lungerne. Der var udslag på venstre lunge og en podning afslørede også lidt i halsen. Så en penicillin kur rigere, tøffede jeg hjem i seng igen.
Nu igår tirsdag aften rejste jeg mig og var jeg endelig tilbage til noget der lignede fysisk aktivitet. En lille bitte løbetur på 22 min og 45 min på hometraineren. Ikke meget, men lykkefølelsen indtraf ikke desto mindre. Resten af ugen er ikke ligefrem lovende ift. træningstid da jeg har 3 døgnvagter på programmet fra og med i dag, til og med søndag. Men jeg vil forsøge at komme i vandet i morgen og fredag, tage nogle korte lette løbeture og cykelture deslige. Forhåbentlig kan jeg vække kroppen og gøre klar til en fornuftig træningsuge i næste uge. Det bliver en uge, hvor jeg skal være obs på træthed og andre faldgruber efter min lille time out og sørge for at være klar til en stor træningsuge på Mallorca i uge 10. Jeg håber lidt at få lov til, at løbe mine 60 min fartleg/temposkifte i næste uge, for at få en fornemmelse af, hvor jeg er henne af og hvor langt jeg er sat tilbage formmæssigt. Indtil da, er jeg bare glad for at være igang igen.
Chris