Man får hvad man kommer efter….denne gang var det en solid præstation og jeg kom hjem med en lille pr eller rettere tangering af min bedste tid som jeg satte under Challenge Denmark i 2016.

Noget mere smerteligt end bylder i mellemkødet er det dog med en fornemmelse af, endnu engang fristes jeg til at sige, at blive snydt for en placering. Det er blevet en skidt tendens og denne gang spillede hjemmebane atleten Sebastian Neef tilsyneladende sine kort på en ret usportslig måde.
Jeg så det ikke selv, men udtalelser fra vinder Jan Rafael går på, at de havde en førerbil og 2 motorcykler med fremme. Og da Sebastian Neef så vælger at rykke fra, så kører de med. Man kan sige meget og i virkeligheden også meget lidt, når ikke selv man har været vidne til det. Men at Sebastian, som jeg i øvrigt ikke er blevet kørt agterud af endnu på cyklen, sætter alle med 10-11 min på de sidste 100 km, hvor jeg samtidig er den 2. Hurtigste total med 4.23t og 307 watt, siger vist det meste.

Nå men tilbage til det, jeg selv var herre over i søndags
Som sagt – taktikken eller rettere planen var at køre solidt og få mig selv placeret på kortet igen.
Efter min chokstart i Roth med én på snydeskæftet og nogle utrolige anaerobe første 1500 m til følge, var jeg selvsagt en smule nervøs inden svømmestarten søndag morgen kl.06.30. Specielt fordi vi blev sendt af sted med agegroupere lige i hælene. Det var en landstart, hvilket jeg faktisk satte pris på. Jeg kommer fint af sted fra start og har taktikken på plads. Hold vejret og kig ned, samt naviger ud fra hvad jeg kunne se under vandet. Der går ca. 45 – 60 tag inden jeg kigger op sådan rigtigt og her kan jeg så se paddleboard ikke så langt forude. Jeg finder et par fødder at holde mig på og også en god rytme med fin vejrtrækning og holder hovedet nede, så jeg sparer mig selv for unødige spændinger i lænden. Der svømmes 2 omgange med ”australian exit” imellem med ganske få meters løb. Og da jeg kommer op af vandet nævner de Jan Raphael, jeg prøver at høre efter, fordi jeg gerne vil vide hvor langt jeg er efter Jan. Det viser sig, at han er lige foran mig, sammen med de øvrige hurtige svømmere og jeg er i frontgruppen. Helt benovet over dette, lader jeg mig måske være for tilfreds med min situation. Jeg er i hvert fald ikke klar da de rykker og spenderer derfor den sidste omgang på egen hånd. Men jeg har overskud og god rytme og med min gameplan in mente tænker jeg at det hele er godt. Jeg valgte en ny taktik med min suit, hvor jeg havde den foldet ned til livet, for at have bedre bevægelse i skuldrene, dette gav minimal besvær da den skulle op over overkroppen i skiftet, hvorfor jeg mister lidt dyrebar tid, men kun fordi jeg ikke har øvet dette hjemmefra. Til gengæld sidder den snorrelige på armene og skal ikke rettes for folder eller lignende vindfand.

Igennem skiftezonen og fat i ”Riggen” som står og skraber hovene i græsset – den er klar. Klædt på med 80 mm hjul – dæk/slange, 25 mm Vittoria Corsa G/Continental light butyl slange med lidt ekstra snask i – Jeg skulle ikke nyde noget som helst af en punktering. Jeg har testet hjulsættet igennem flere lange pas og har haft en fornemmelse af, at de mindst er ligeså hurtige som pladehjul/højprofil hjul. Og det at jeg ville spille det sikre kort ift. evt. Defekt og udredelse af en sådan, gjorde at jeg fik testet dem under konkurrence – hvilket jeg på ingen måde fortryder. En Lang historie kort. Jeg kører 2. Hurtigste split med min kombination af grej, position og 307 watt og får hentet nogle af de 6 foranliggende herrer.

Da jeg stiller cyklen og er på den 2. Side af T2 er jeg 6´er, hvilket jeg hurtigt får gjort noget ved og forvandlet til en position som nr.4. Jeg er kommet igennem cyklen præcis som jeg ville med et – følte jeg selv – stort muskulært overskud. Så væske indtag samt energistrategi virkede. Jeg har pakket 2 poser Powerbar vingummier som jeg havde åbnet på forhånd og tapet en koffein tablet til dem hver især, samt 4 gels til løbeturen. Når dette var brugt var strategien som altid COLA. Jeg placerer de lidt store poser med vingummi omme bagi og gels i sidelommerne, da det er dem jeg skal bruge først. Får lynet ned i dragten, så jeg rigtig kan trække vejret og få svampe ind under for at køle huden ned. Jeg valgte mine langskæftede sokker, da jeg føler de har givet mig en god støtte og solid følelse omkring anklerne under træning. Jeg er igen lidt for langsom i skiftet, men sikkert videre, så tilbage til løbet.
Jeg får startet ud i planglagte 3.55-4.00 og det går egentlig fint, men det er nok her, at min performance i virkeligheden halter lidt på dagen. Jeg spiller for sikkert og får ikke sat mig selv ordentligt i spil ift. avancerede meget mere. Jeg er typen der helst skal starte lidt hårdt ud og finde den gode rytme med det samme og så bare klø på og ligeså stille blivet pillet fra hinanden. For uagtet, så bliver det smerteligt på ét eller andet tidspunkt og så er det ligemeget hvor hurtigt eller langsomt du løber – for den sags skyld går. Og jeg får som sagt ikke løbet hårdt nok og så bliver det en langsom men sikker død og fald i pace. Da jeg går ud på 3 runde, fanger jeg nr. 3. Julian Mutterer. Han er helt kold- jeg tænker YES!!! Så skal jeg bare holde på 10 km endnu. Ca. 30 sek efter kommer Christian Brader flyvende forbi. Jeg havde sat ham og Per Bittner på cyklen og nu hævnede han sig. Jeg sugede luften ind og nåede at tænke ” nu tager du dig fanme sammen” og så fastholdte jeg stædig blikket på hans ryg, som nåede at forsvinde ca. 10-15 sek. Ud i horisonten. Men heldigvis havde Christian skruet lige vældig op for dampen og kogte lidt over efter 4 km´s pres og jeg hentede roligt ind på ham igen. Jeg løb ham helt op og løb nogle hundrede meter med ham og konstaterede at han løb for langsomt og at jeg risikerede at blive lullet i søvn igen. Jeg fastholdte derfor mit 4.05-4.10 pace og fik distanceret ham hurtigt. Jeg anede ikke hvor langt der var bagud til næste mand da jeg gik ud på sidste omgang, men jeg ønskede brændende at holde fast i min podieplads. Ved 36 km får jeg endelig en status – ca. 2 min ned til næste mand – Christian. Det ka stadig gå galt tænkte jeg og skruede atter engang op for tempoet som var dalet til 4.30-4.40. Ved 41,6 km får jeg sidste split – jeg har stadig tid og kan nu nyde min tur igennem de gamle gader i Regensburg og opløbet op til Katedralen – Jeg har en klump i halsen da jeg lyner dragten op og løber over stregen i 8.14.13 til klapsalver. Jeg får givet en hilsen til publikum og hældt ca. 3 liter øl ud over mig, hvilket jeg nyder i øjeblikket, men fortryder i det næste øjeblik hvor en stor fed sky trækker forbi og skygger for solen.
Men jeg er glad og stolt. Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kan og at jeg i mine øjne har et bundniveau som er noget højere end sidste år.
Jeg fik hva jeg kom efter, så kan umuligt være utilfreds. Jeg tror på der er mere i tanken eller det ved jeg der er – indtil da er jeg ikke bedre end mit seneste resultat og jeg kan konstatere at jeg ikke er blevet dårligere end sidste år.
Nu skal der suges lidt luft ind inden jeg bestemmer mig for, hva der skal fyldes i kalenderen for resten af sæsonen. Jeg har også et lille skriv angående nogle andre hændelser fra Regenburg, som jeg vil gøre færdig og smide på bloggen i ugens løb, et lille hint, så er det i tråd med min indledning.
Indtil da – tusinde tak for de flotte rosende og støttende tilkendegivelser over weekenden og efterfølgende på div. Medier – jeg sætter pris på hver og én.!

 

Ha det godt

Forrige indlæg
Om at træffe den rette beslutning…
Næste indlæg
Hængekøje-hi og hungren