…..og reflekterer over hvordan jeg dog endte her – på kanten af min formåen. På Søndag står jeg på startlisten til mit sidste race for 2017.

Et race hvor alle forventninger er forduftet, et race jeg har bestemt mig for at ”nyde og yde i” jeg ved bare ikke hvordan. Mine første del af sæsonen bragte mig på bagkant ift. min generelle planlægning og er slet ikke gået som forventet, hvilket jeg også har været inde på tidligere
Jeg fik på en eller anden måde bragt mig selv på bagkant ift. min forestilling om hvordan sæsonen skulle have gået, det skete jo selvfølgelig da virkeligheden ikke stemte overens med mine forventninger og måske mest af alt at jeg havde fjernet mit normale fokus og gået andre veje så at sige.
Der lurer altid en fare for skuffelse, når man nærmer sig et nyt niveau. For selvom træningen går den rette vej, kan udefra kommende faktorer påvirke race og resultater, så de ikke lever op til forventningerne fra træningsresultaterne. Jeg havde naturligt sat et nyt mål efter 2016, som jo i alle henseende var et stærkt år. Gode performances blev belønnet med flere podieplaceringer og en samlet førsteplads i European rankings. Jeg ville gå efter at komme så tæt på eller under 8 timer på fuld distance. Dette fokus øgede min træningsiver og som træningen skred frem og forbedringerne indfandt sig steg mine forventninger dermed også.

Jeg har også oplevet for første gang siden jeg startede igen i 2014, at jeg har ramt mit absolutte loft ift. træningsmængde og har helt sikkert også presset den mere end måske var godt, men samtidig også forventet i forhold til ønsket om forbedring.
Pt. Befinder jeg mig i gråzonen og banker mod loftet til det nye niveau. Jeg har ikke mere tid til rådighed, jeg har ikke energi til mere og min konstellation forbyder mig, at investere mere tid og penge i projektet. Som far, mand og fuldtidsansat er dette min absolutte limit og skal jeg videre, skal jeg fjerne den sidste af elementerne.
Jeg har flyttet mig i træning, men den akkumulerede træthed har vist sig at tage brøden af performance til race, måske jeg får udbyttet i 2018 – jeg må være tålmodig nu og komme tilbage til mit udgangspunkt, som altid har været at elske det jeg laver, nyde processen, være tålmodig og fokusere på MIT og nyde de resultater der kommer af det. På den måde vil min mentale tank også være mere fyldt end den er pt.

De fleste ville jo nok være pænt tilfredse med en podieplads i et internationalt race som Regensburg, det burde jeg også og jeg burde specielt have nydt det mere taget den efterfølgende periode in mente. Men jeg ville bare videre, var sulten og glemte hvor træt jeg var. En uheldig dnf i Silkeborg og et dns inden Østrig som jeg faktisk ellers var afklaret med, tog den sidste luft ud af mig og jeg har sloges meget med at finde lysten og drevet til konkurrence siden. Jeg har været træt og jeg har været uoplagt og nu står Challenge Madrid for døren.
Mine forventninger er, at mit bundniveau skal hive mig igennem og at jeg skal finde nogle mentale ressourcer frem så jeg kan grave dybt når det gælder. Det hjælper at tænke på, at det er en familie investering og at jeg skal forvalte den godt ved at gøre mit bedste og som altid vil det også være nok for mig. Jeg forventer at mit svømmeniveau er faldet lidt, siden jeg ikke har holdt mig helt skarp efter Regensburg, Cyklingen er standard som altid og her forventer jeg mest af mig selv. Det er dog en rigtig hård rute og jeg har sikkert en lille ulempe ved, at være en tung fyr – time will tell. Løbet skal som minimum under 3 timer og helst tættere på 2.50 end hidtil i år. Jeg ved dog ikke hvordan jeg løber efter at have klatret knap 3000 hm og har kørt de sidste 70 km på landevejene med omkring 30-35 + gr.

Alt dette skal jeg blive klogere på søndag. Nu er det tid til at mande sig op og vise hvorfor jeg træner så hårdt og investerer så meget tid i sporten.

I morgen vil jeg komme lidt nærmere på udstyret og selve udfordringen ved netop dette race..

 

Ha det godt….

Chris

 

 

Forrige indlæg
Tilbage fra asken
Næste indlæg
Om at træffe den rette beslutning…