EM i duathlon på hjemmebane

…. og vel nok med støtte fra verdens bedste heppekor.
Siden jeg startede med sporten, har det været – for mig – en helt selvfølge at deltage i DM i duathlon ved siden af triathlon. Som ungdommer på distancen 5-20-5. Som junior og senior 10-40-5.
De seneste år – ret mig hvis jeg tar fejl – siden omkring 2015 har der ikke været arrangeret DM på den korte distance og dette har været henledt til POWERMAN og er så konverteret til POWERMAN distancen, som er en modbydelig størrelse på 10 km løb, 60 km cykling og 10 km løb.

At jeg har fortsat den dårlige vane med kaste mig ud i at få en endefuld af de dygtige duathleter år efter år, skyldes at jeg faktisk synes duathlen er sjovt. Eller tanken om det inden, er sjovt – den sidste løbetur får mig altid på andre tanker, men der er det jo næsten ovre.
Jeg synes det er en rigtig god måde at måle formen på.
Hvis man kan løbe 20 km på denne måde godt, så er der en god chance for, at man også kan overføre det til en god afslutning på halv jernmand. Ovenikøbet er det faktisk også en lille udfordring at cykle godt efter de første 10 km, i hvert fald, hvis ikke man disponerer ordentligt.
Således var duathlon også på programmet i år, som en god formtester og en seriøs omgang træning op til et af årets højdepunkter – Challenge Herning, som køres om 4 uger.
Tilmed var det på hjemmebanen i Viborg og faktisk forløb det sig også sådan, at jeg havde fået lov til at lave ruterne – som jeg ironisk nok, havde lavet så hårde som muligt.
Jeg havde ingen forventninger til racet placerings mæssigt, men jeg ville prøve at spille mine kort bedst muligt og troede reelt set, at det kunne give en top 5, hvis alt spillede.
Jeg havde en god og rolig optakt og var helt klar og med den rette tænding da vi står på startstregen.
Da hornet lyder, er det afsted med raske trit. Jeg blev som sædvanlig overrasket over, at være blevet sat med 50 meter indenfor de første 3-400, men sådan er det jo.
De første knap 10 km – 9,76 km mit ur, bliver løbet på 30.54 min, hvilket for mig og især på den rute var en rigtig god indikation på, at løbeformen er der, hvor jeg også ser den være under træning. Jeg har overskud, føler ikke jeg graver dybt, er stakåndet eller lignende – perfekt.
En lille fumletur i T1 da mit hjelmvisir falder af, koster lidt sekunder inden jeg får det fanget og monteret igen. Men jeg er klar og løber ud med cyklen – stålsat på, at få hugget lidt til den på den to hjulede. Jeg har altid døjet med ikke at kunne lukke op på korte distancer og jeg havde brug for at de gode takter fra træning, hvor der er blevet arbejdet på svagheden, blev overført til konkurrence.

Jeg havde truffet en beslutning om, at hvis benene tillod det, så ville jeg køre mig i front på cykeldelen.
Ca. 1 minut fra front efter løbet var det der i første omgang skulle lukkes.
Så jeg lukker op med det samme på brostenene og den første bakke. Videre ud mod Bruunshåb. Da vi rammer den lidt smalle vej bagom Bruunshåb, som er en teknisk størrelse, ser jeg mit snit til at give den gas og få mest mulig fart igennem svingene og de små bakker. Igen ude på vejen og de første 2 er hentet. På de næste 7 km henter jeg endnu 2-3 stk. og da vi rammer bakken i min hjemby Vejrumbro ved ca. 13 km er Simon Jørn hentet. Jeg fortsætter ufortrødent. Desværre var den høje fart på vej mod Vejrumbro ikke nok til at smide de hentede atleter. Så derfor fastholdte jeg presset i sidevinden og i det hårde modvinds stykke mod Rødding hvor den førende Belgier blev overhalet.

Min følgesvend – den senere vinder – De Groot, vågede over mig og lod mig aldrig ude af syne. Jeg har opfattelsen af, at han kørte 100% fair. Der var et par andre, jeg ikke kan sige det samme om.
Vi er et følge på 5 inde i Viborg. Derfor tror jeg også De Groot tager et valg om, at trykke til den op igennem St. sct. pedersstræde . Jeg tager den beslutning ikke at lade ham køre, så da afstanden imellem os er ca.15-20 m. Følger jeg trop på tempoet. Vi hamrer begge igennem brostens stykket ved Nytorv og jeg er så glad for at være tryg ved min cykel, for den fik simpelthen så mange tæsk på de nylagte sten.
Rundt i svingende og jeg glædede mig over min placering af dunken, som sad på skrårøret, da jeg ud af øjenkrogen så flere dunke ligge og rode rundt.
Det føles som om, at De Groot er ude på at smide mig af som en dårlig vane. Men jeg har overskud i benene til at følge trop. Jeg lader ham styre tempoet hele vejen til Vejrumbro, hvor jeg igen går i front i sidevinden. Han virker utålmodig og kører endnu engang. Jeg kører med.
Så pludseligt i modvinds stykket kan jeg se, at han sidder op. Jeg rejser mig og løsner benene lidt og tager tempoet af, således jeg ikke kommer for tæt på. Han vifter, han vil have mig frem. Jeg tænker – arhhhhh…… det sker ikke og gestikulerer det til ham. Han stopper næsten op og jeg kører forbi hovedrystende med en svada til ham om, at nu havde jeg ***** trukket ham rundt i modvinden hele sidste omgang ( der er noget at hente selv ved at ligge på de reglementerede 12 meter fra forhjul til forhjul ) og at der da ikke gik noget af ham, ved så at gengælde tjenesten. Han virker lidt mopset over det og kører så lige pludselig forbi mig igen. Denne gang uden tvivl, for at sætte mig.
Det lykkes ham. Jeg ville ikke bruge mine tændstikker på, at køre cykelløb og gad ikke diskutere mere med ham. Han får lidt ekstra meter i det skarpe sving i Rødding, da jeg bliver holdt tilbage af en klump af øvrige deltagere. Og den føring holder han ind i T2.

Mission accomplished for mig. Jeg havde kørt en god cykling ovenpå en god først løbetur. Og følte jeg havde disponeret rigtig godt. Watt endte lige omkring halv IM pace og jeg tænkte jeg havde en reel chance for, at køre om podiet – et drømme scenarie.
Men 5 skridt inde i løbet rammer virkeligheden mig med en krop der er helt væk. Erfaring viser, at det ikke er unormalt og at man sagtens kan skyde fart uden at det føles godt. Så jeg er rolig – også selvom jeg lige har set de 2 næste komme ind i T2, som jeg er på vej ud.
Jeg tænker ” lige et par km, så skruer du”. Men nede på Ibsgade i modvinden – opad bakke, går det op for mig, at det er mere kritisk end først antaget. Jeg tåger rundt og har pletter for øjnene. Fingrene kripler og det risler koldt ned ad ryggen. Shit tænker jeg da mine ben bævrer under mig, det ender helt galt. Og det gjorde det så lidt. Jeg kører på slæbemode resten af vejen, hvor jeg bander mit rutevalg langt væk.

Midt på 3. Runde bliver jeg overhalet i flæng og jeg tæller mig frem til en 12 plads. F*** tænker jeg, det kan også være ligemeget. Jeg bruger resten af sidste omgang på at spejde bagud efter Simon Jørn. Så sker det sjove…. Som jeg kommer op ad den sidste brostens stigning og drejer til venstre anden gang. Ser jeg forude nogle af de atleter der lige overhalede mig, løbe ud på endnu en runde…. Udover det hører jeg speakeren tale om, at nr.7 netop er kommet ind. Jeg når kort at tænke – har jeg nu løbet 4 omgange…. Ja… jamen, så bliver jeg jo 8´er. Jeg skimter bagud en sidste gang og ser til min store skræk, at Simon er LIGE DER.
Jeg mønstrer den sidste energi til en ” spurt” og er fuldstændig brugt da jeg krydser stregen som 8´er
Jeg er egentlig glad. Næsten alt på dagen spillede og den form som jeg ved er der kom frem.

2/3 dele af racet var mere end godkendt. Jeg kan glæde mig over at løbeformen er rigtig god og at jeg ikke har løbet for stærkt, eftersom det var muligt at trykke til den på cyklen fra start til slut.
Jeg tog en beslutning og fulgte den til dørs, hvilket jeg ikke fortryder. Det er ikke klart for mig hvad der var årsagen til, at jeg gik helt kold på sidste tur, men min bedste forklaring er manglende kulhydrater.
Well – det er det opvarmningsrace er til for. Teste og prøve grænser af.
Jeg havde den mulighed i går og den store oplevelser det var, at køre forbi min hjemby Vejrumbro, hvor en kæmpe flok fra byen var mødt op, stillet en bar op, lavet banner og spillede musik for deltagerne og for mig. Den del af dagen i går rangerer helt sikkert højt på alle tiders ”myrerpatter liste ”. At blive fulgt igennem de 10 rædsomme afsluttende km på løbet, var fedt og jeg håber at jeg trods alt gav dem lidt at glæde sig over under noget af racet.
Dagen i Viborg sluttede efter DM podie gang, med en god middag i selskab med familie og sponsorer og da jeg kom hjem til Vejrumbro, fik listet mig op til heppekoret i teltet på fælledvej, så blev dagen skyllet ned med et par pilsnere – også i godt selskab.

Endnu engang må jeg bukke og neje for de atleter, som mestrer denne disciplin. De er virkelig dygtige og hårde.
Det blev i øvrigt til endnu en 2. Plads til DM Elite/Senior. Desværre en farve jeg har en del af.
Afslutningsvis en stor hilsen til alle der gjorde denne dag til en dag jeg sent vil glemme.

Tak til familie, venner, sponsorer, den bedste by Vejrumbro, til Viborg og de gode arrangører fra Powerman.

 

Nu skal elastikken ligges dobbelt op imod Challenge Herning, således jeg får det race jeg går og drømmer om.

 

/ Chris

Selv en gedigen røvfuld kan have et positivt udfald….

Til trods at det var lidt svært at se det positive, da jeg tirsdag d.30 april efter ca.2 timers anstrengelse havde fået en følelsesmæssig rutsche tur, som gik fra et forventet sug i maven og til noget der minder om, at man umiddelbart efter påbegyndt gliden brænder hul i badebukserne og finder ud af, at friktionen imellem plastic og bar hud er en rigtig dårlig kombination – både for farten, men også for følelsen.
Det startede med ild i øjnene kl.15.37 i det kolde vand i Pontevedra Spanien. Efterfølgende fulgte hyper ventilation i ca. 15 min, hvorefter chokket over at få meldingen ”3.50” til front lagde et temmelig tungt tæppe over ilden. Jeg havde selv en opfattelse af at være solidt svømmende inden starten og egentlig en forventning om at have minimeret hullet til fronten ift. Sidste år. Det var så slet ikke tilfældet og jeg har ingen ide om hvorfor, før en samtale med coach efterfølgende får en brik til at falde på plads, men mere om det senere.
Umiddelbart var der jo ikke andet at gøre, end at klemme ballerne sammen efter meldingen. Cykelformen havde vist sig god inden og jeg var af den opfattelse, at rutens beskaffenhed passede mig godt.
Efter de første 5 km slog varmen og realiteten mig dog fladt i ansigtet. Jeg sad på den første stigning og var allerede indhentet af folk bagfra og selvom power var god, manglede jeg dog lige det sidste luft og fornemmelsen af at være oven på trådet. Jeg tænkte naivt at det kom hen ad vejen. Men det kom aldrig. Jeg kørte dog med alt hvad jeg havde – hvilket langt fra var nok. Til trods for at jeg hentede ind på nogle stykker, var status stort set det samme som da jeg forlod T1 – placerings mæssigt. Hvad værre var, da jeg kommer ind på cyklen ser jeg på det sidste stykke, de forreste løbere ude på løberuten. Jeg tænker jeg i bedste tilfælde er 3 km bagefter – det kunne dårligt blive værre.
Det blev det så heldigvis heller ikke. Jeg viste som derhjemme god løbeform, uden at brage igennem. Det var svært at finde incitamentet til at løbe sig ud efter udvekslingen med René Bøge, som lød nogen lunde ; ( Jeg kigger op som reaktions på Rene´s ” kom så Chris )

MIG : Er der noget at løbe for …….? ”

RENÉ : ” det tror jeg bare jeg lader være med at svare på ”.

Men jeg tænkte at jeg i det mindste skyldte mig selv at være træt når jeg løb over målstregen.
Så efter en modløs første km, prøver jeg at skubbe asfalten lidt bagud. Jeg får hentet 2-3 stykker på turen og passerer målstregen som nr. 32.
Jeg havde det sådan lidt som Hanne i Blinkende lygter, som får en knytnæve lige i ansigtet efter at have provokeret Thorkild længe nok med, at han altså ikke er særlig god til at puste æg. Hendes reaktion var ” Hva skete der ” Sådan havde jeg det også lidt.
Afklaret med at mangle lige det sidste gear, men uforstående overfor, hvordan det kunne resultere i et facit så langt fra det forventede.
Inden race snakkede jeg om, at jeg gerne ville lukke hullet til den forreste i forhold til VM sidste år. Eftersom forberedelsen har været nær den samme, men en smule bedre form som resultat, tænkte jeg ærligt talt, at det var indenfor rækkevidde og at en top 10 placering var ligeså. Og der må man bare sige at det var skudt langt over mål.
Sandheden er, at skal jeg gøre mig gældende indenfor denne genre, så skal jeg godt nok oppe mit game. Og jeg tror jeg skal mere end køre MTB et par gange om ugen i 2 mdr. Op til race. Jeg skal træne udelukket med Cross Tri som mit primære fokus, selv da er jeg ikke overbevist om, at jeg har det der skal til efter for at bide skeer med toppen efter at have set niveauet i tirsdags. De fyre jeg er oppe imod er skrappe og virkelig hurtige. Enten er de kortdistance atleter eller cross tri specialister. Og de er klart bedre end jeg.
Konklusion er, at jeg ikke komme til at ” satse ” min tid, mit fokus og mine penge på store Cross Triathlon stævner i udlandet, når jeg ikke er bedre. Jeg synes stadig det er sjovt og havde jeg haft hul igennem og ikke brugt førnævnte tid, fokus, penge på dette eventyr, havde jeg nok nydt det. Men jeg er alligevel af den opfattelse, at Cross Triathlon skal tjene til et højere formål, som er en bedre performance på halve og hele jernmænd og jeg må sande, at det modsatte ikke kan gøre sig gældende. Det vigtigste for mig i øjeblikket er, at indfri mine langdistance ambitioner – derfor fortsætter mit lille eventyr med en lidt lavere prioritering,
Fordi jeg synes det er sjovt og træningen i skoven på cyklen gør mig glad og bedre. Jeg vil forsøge at finde plads til de Cross events som kan passe ind i den ”store plan ” og så ellers skubbe ambitionerne lidt til side for en stund.
Tilbage til snakken med coach. Vi talte både på racedagen da race var overstået og igen i fredags. Det som nok har været tilfældet og som også har påvirket andre end mig, har været strømmen i floden. Og da jeg ikke har den store erfaring med denne slags svømning, hverken 1000 m – ej heller decideret modstrøms svømning med tilhørende placering osv. Har det faktum, at der har været strøm – nogle steder mere end andre, sammen med dårlig placering og fokus været medvirkende til, at påvirke min svømning negativt. Jeg har simpelthen haft for meget fokus på, at give fuld gas og for lidt på at finde de rette fødder. En lærestreg jeg tager med mig. En ringe trøst er, at andre havde samme problem, men at det selvsagt ikke gik ud over de bedste – da de jo har styr på sådan noget 😉
Coach havde oplevet det samme og jeg tror uden at vide det, at det også har været det, der har påvirket både Nicklas Røssner og Ole Hemme´s svømmetider negativt fra normalt niveau.
Det var bare ikke oplagt at hyggesvømme for meget i den skide flod op til konkurrencedagen, da den bare var ISKOLD.

Nuvel – enden på historien – moralen om man vil er, at der altid er læring.
Nogle gange kan det være dyrt købte lærepenge andre gange ganske gratis. Men man kan ligeså godt tage dem alle over en bred kam, suge det til sig og gøre alt for, at man kommer klogere og bedre ud af modgangen.
På plus siden vil jeg sige, at denne tur gav mig en på opleveren rent socialt. Jeg fik mulighed for at tilbringe tid med nogle atleter, som jeg ellers kun snakker kort med når vi mødes ind imellem til stævner rundt omkring. Og jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at man ikke skal skue hunden på håret. Der gemmer sig nogle rigtige dejlige mennesker derude, som man skylder ikke at dømme på forhånd, men at møde med åbent sind. Jeg blev i denne omgang beriget på selskab, lærdom og knap så meget på resultatet. Det var det hele værd.

Næste begivenhed i kalenderen er endnu et race udenfor min komfort zone. POWERMAN – i domkirke byen Viborg – min hjemmebane nu på lørdag. Jeg glæder mig.

 

Chris