Sommetider er de klogeste beslutninger de sværeste at tage.

Jeg har i dag taget én af disse i samråd med min træner. De bliver svære fordi de som regel strider lidt imod éns umiddelbare følelser og som et temmelig følelses drevet menneske, er det lidt af en øvelse at tænke ”klart” for mig.
Jeg har været en smule plaget af uheld i denne sæson, hvilket har tvunget mig lidt på bagkant og måske skabt en trang til at forcere lidt i planerne.
Challenge Walchsee var indtil i morges i mine planer om, at skrabe gode resultater og point ind. Og efter et DNF til Silkeborg Triathlon, har jeg faktisk været meget motiveret for at få brændt systemet igennem.

Jeg tjekkede vejrudsigten i morges – da jeg egentlig forventede godt vejr dernede og ville forberede mig på hvad jeg mødte. YR.no viste dog noget helt andet, nemlig et enormt temperatur drop og masser af nedbør. Og taget in mente at jeg ville ankomme meget sent fredag pga. den lange køretur og at jeg skulle træne, samt konkurrere under kolde forhold, følte jeg med det samme at det var tid til at bruge hovedet og se på det store billede.

Jeg vil gerne slutte sæsonen godt, jeg har haft nok uheld og dårlige race. Og jeg har besluttet at prøve kræfter med Challenge Madrid sidst i september. For at forberede mig bedst muligt hertil, skal jeg derned af 2 omgange og første gang allerede i næste uge. Og at rejse til Østrig og presse kroppen med lang rejsetid, ugunstige forhold, hvor muligheden for uheld også er større under konkurrencen, virker under de nævnte betingelser som en dårlig idé – og derfor også en lidt tung beslutning om et DNS

Istedet bliver mit fokus i den kommende periode at gøre mig klar til, at levere varen på den hele distance i Madrid. Går Madrid som planlagt, kan det være at jeg forlænger sæsonen med et par halve. Men indtil da er fokus udelukkende på, at gøre en god figur sidst i september.
Challenge Madrid er en sjov str. Og egentlig meget som Challenge Denmark var i 2015 og 2016. T1 ligger ca. 90 km fra mål, hvilket selvfølgelig stiller store krav til planlægning, men jeg har set det lykkes før og er kun en smule skeptisk over, at det foregår i spanien.
Min første træningslejr dernede bliver 8-15/9 og jeg har fundet et sted i Lozoya, som byen hvor T1 ligger hedder og umiddelbart bliver der her jeg bor. Det gode ved, at det er så langt væk fra Madrid er, at prisen på overnatning er relativ lav. Herved kan jeg få svømme og cykelruten ind under neglene og være 100% fokuseret på træning og afslapning, samt spare nogle penge.

Træningen byder i den kommende periode på en øgning i cykelmængden og selvklart også i antallet af HM på cykelturene. Indholdet vil være meget tung træning – KA som coach kalder det i 300-330 watt området.
Vægtoptimering bliver også et interessant område. Både i forhold til mig selv og min fysik, som lige nu ligger i den tunge ende. Dette har negativ indflydelse på watt/kg forholdet, som er væsentlig når det går opad, men også ift. at kunne tolerere varmen. Jeg vil forsøge at smide overflødige kg så fornuftigt som muligt og se hvor tæt jeg kommer på min optimale vægt på 75,5 kg.
Udstyret skal også optimeres – og lige nu væver jeg imellem landevejs og TT cyklen. Jeg skal have nærstuderet profilen noget mere med Michael, så vi træffer den bedste beslutning inden afgang i næste uge.
Jeg er en temmelig habil nedkører på både landevej og TT cykel, for mig handler det mest om, at komme effektivt op af stigningerne og her er det primære positionen på cyklen ift. at levere kræfterne til pedalerne mest hensigtsmæssig. Uagtet hvilken cykel det bliver, tager jeg flere hjulsæt med derned og også både landevejs og enkeltstarts hjelm med, så jeg kan teste og komme frem til det optimale setup
Når beslutningen er truffet vedrørende cykelvalg, skal jeg se på om der kan optimeres yderligere i forhold til vægt. Det tænker jeg at lave et skriv om for de teknik interesserede, hvor jeg kommer ind på mine valg, overvejelser bagved og den aktuelle vægtbesparing.
Når først jeg er igennem weekenden med god træning, er jeg sikker på at min mavefornemmelse bekræftet omkring fravalget af Walchsee og at den rette tænding er gemt til projekt Madrid.

Det var alt for nu

 

Chris

 

Previous reading
Sidder på en bøjet gren med røven i vandskorpen…..
Next reading
Challenge Regensburg – Rang drei