Det var lidt svært at se det positive, da jeg tirsdag d.30 april efter ca.to timers anstrengelse havde fået en følelsesmæssig rutsche tur, som gik fra et forventet sug i maven og til noget, der minder om, at man umiddelbart efter påbegyndt gliden brænder hul i badebukserne og finder ud af, at friktionen imellem plastic og bar hud er en rigtig dårlig kombinationfor farten, men også for følelsen.
Det startede med ild i øjnene kl.15.37 i det kolde vand i Pontevedra Spanien. Efterfølgende fulgte hyperventilation i ca. 15 min, hvorefter chokket over at få meldingen ”3.50” til front lagde et temmelig tungt tæppe over ilden. Jeg havde selv en opfattelse af at være solidt svømmende inden starten og egentlig en forventning om at have minimeret hullet til fronten ift. sidste år. Det var så slet ikke tilfældet, og jeg har ingen ide om hvorfor, før en samtale med coach efterfølgende får en brik til at falde på plads, men mere om det senere.
Umiddelbart var der jo ikke andet at gøre end at klemme ballerne sammen efter meldingen. Cykelformen havde vist sig god inden, og jeg var af den opfattelse, at rutens beskaffenhed passede mig godt.
Efter de første 5 km slog varmen og realiteten mig dog fladt i ansigtet. Jeg sad på den første stigning og var allerede indhentet af folk bagfra og selvom power var god, manglede jeg dog lige det sidste luft og fornemmelsen af at være oven på trådet. Jeg tænkte naivt, at det kom hen ad vejen. Men det kom aldrig. Jeg kørte dog med alt, hvad jeg havde – hvilket langt fra var nok. Til trods for at jeg hentede ind på nogle stykker, var status stort set det samme, som da jeg forlod T1 – placeringsmæssigt. Hvad værre var, da jeg kommer ind på cyklen, ser jeg på det sidste stykke de forreste løbere ude på løberuten. Jeg tænker, at jeg i bedste tilfælde er tre km bagefter – det kunne dårligt blive værre.
Det blev det så heldigvis heller ikke. Jeg viste som derhjemme god løbeform uden at brage igennem. Det var svært at finde incitamentet til at løbe sig ud efter udvekslingen med René Bøge.
Jeg kigger op som reaktions på Renes ” kom så Chris”. MIG : Er der noget at løbe for? RENÉ : det tror jeg bare jeg lader være med at svare på.
Men jeg tænkte, at jeg i det mindste skyldte mig selv at være træt, når jeg løb over målstregen.
Så efter en modløs første km. prøver jeg at skubbe asfalten lidt bagud. Jeg får hentet to-tre stykker på turen og passerer målstregen som nr. 32.
Jeg havde det sådan lidt som Hanne i Blinkende lygter, som får en knytnæve lige i ansigtet efter at have provokeret Thorkild længe nok med, at han altså ikke er særlig god til at puste æg. Hendes reaktion var ” Hva skete der ”. Afklaret med at mangle lige det sidste gear, men uforstående overfor, hvordan det kunne resultere i et facit så langt fra det forventede.
Inden race snakkede jeg om, at jeg gerne ville lukke hullet til den forreste i forhold til VM sidste år. Eftersom forberedelsen har været nær den samme, men en smule bedre form som resultat, tænkte jeg ærligt talt, at det var indenfor rækkevidde, og at en top 10 placering var ligeså. Der må man bare sige, at det var skudt langt over mål.
Sandheden er, at skal jeg gøre mig gældende indenfor denne genre, så skal jeg godt nok oppe mit game. Jeg tror, jeg skal mere end køre MTB et par gange om ugen i to mdr. Op til race. Jeg skal træne udelukket med Cross Tri som mit primære fokus, selv da er jeg ikke overbevist om, at jeg har det, der skal til for at bide skeer med toppen efter at have set niveauet i tirsdags. De fyre, jeg er oppe imod, er skrappe og virkelig hurtige. Enten er de kortdistanceatleter eller cross tri specialister. De er klart bedre end mig.
Konklusion er, at jeg ikke komme til at ” satse ” min tid, mit fokus og mine penge på store Cross Triathlon-stævner i udlandet, når jeg ikke er bedre. Jeg synes stadig, det er sjovt, og havde jeg haft hul igennem og ikke brugt førnævnte tid, fokus, penge på dette eventyr, havde jeg nok nydt det. Men jeg er alligevel af den opfattelse, at Cross Triathlon skal tjene til et højere formål, som er en bedre performance på halve og hele jernmænd, og jeg må sande, at det modsatte ikke kan gøre sig gældende.
Det vigtigste for mig i øjeblikket er at indfri mine langdistance ambitioner. Derfor fortsætter mit lille eventyr med en lidt lavere prioritering. Fordi jeg synes, det er sjovt og træningen i skoven på cyklen gør mig glad og bedre. Jeg vil forsøge at finde plads til de Cross-events, som kan passe ind i den ”store plan ” og så ellers skubbe ambitionerne lidt til side for en stund.
Tilbage til snakken med coach. Vi talte både på racedagen, da race var overstået og igen i fredags. Det, som nok har været tilfældet, og som også har påvirket andre end mig, har været strømmen i floden. Da jeg ikke har den store erfaring med denne slags svømning, hverken 1000 m – ej heller decideret modstrøms svømning med tilhørende placering osv, har det faktum, at der har været strøm, nogle steder mere end andre, sammen med dårlig placering og fokus været medvirkende til at påvirke min svømning negativt. Jeg har simpelthen haft for meget fokus på at give fuld gas og for lidt på at finde de rette fødder. En lærestreg jeg tager med mig.
En ringe trøst er, at andre havde samme problem, men at det selvsagt ikke gik ud over de bedste, da de jo har styr på sådan noget 😉
Coach havde oplevet det samme, og jeg tror, uden at vide det, at det også har været det, der har påvirket både Nicklas Røssners og Ole Hemmes svømmetider negativt fra normalt niveau. Det var bare ikke oplagt at hyggesvømme for meget i den skide flod op til konkurrencedagen, da den var ISKOLD.
Nuvel – enden på historien – moralen om man vil er, at der altid er læring.
Nogle gange kan det være dyrt købte lærepenge andre gange ganske gratis. Men man kan ligeså godt tage dem alle over en bred kam, suge det til sig og gøre alt for, at man kommer klogere og bedre ud af modgangen.
På plus siden vil jeg sige, at denne tur gav mig en på opleveren rent socialt. Jeg fik mulighed for at tilbringe tid med nogle atleter, som jeg ellers kun snakker kort med, når vi mødes ind imellem til stævner rundt omkring. Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at man ikke skal skue hunden på håret. Der gemmer sig nogle rigtige dejlige mennesker derude, som man skylder ikke at dømme på forhånd, men at møde med åbent sind. Jeg blev i denne omgang beriget på selskab, lærdom og knap så meget på resultatet. Det var det hele værd.
Næste begivenhed i kalenderen er endnu et race udenfor min komfort zone: POWERMAN i domkirke byen Viborg – min hjemmebane – nu på lørdag. Jeg glæder mig.
Chris