Nu blev det tid til at få sat sig ned og skrevet lidt om weekendens Powerman stævne.
To år skulle der gå, før jeg prøvede dette format igen. Siden stævnet blev holdt i København, har jeg ikke kørt en Powerman eller duathlon på distancen 10-60-10. Man bliver god til, det man øver. Derfor var det også med en erkendelse af, at jeg ikke ville kunne gøre mig gældende, at jeg stillede op. Jeg valgte stævnet af flere årsager.
1. Jeg havde lyst til at køre det.
2. Det ville fungere som god træning.
3. Det ville fungere som en god test af min form.
4. Med lidt held ville jeg kunne køre med om DM-medaljer.
Jeg fik netop lige præcist det ud af det jeg ønskede.
Testen op til stævnet har jeg været inde på overfladisk og også beskrevet, hvordan min toppower og fart er mangelfuld eller direkte fraværende i øjeblikket. Så kan man sige, at det er lidt af en udfordring at få noget godt ud af en event på ca. 2 timer og 45 min andet end ovenstående.
Optakten til stævnet er forløbet smertefrit, uger som vanligt og ikke noget ud over det sædvanlige. Jeg har fået trænet godt og føler mig tilfredsstillende godt kørende, og derfor var jeg også spændt på denne konkurrence, som modsat Xterra ville være lidt lettere at måle ud fra.
Jeg havde taget en lille ekstravagt på min normale friuge fra fredag aften kl.20 til lørdag morgen kl.08. Da jeg fik fri, rullede jeg en tur til Vejle for at få den obligatoriske race briefing overstået, skrevet mig ind, godkendt dragten og få mit nr. udleveret. Da dette første startede kl.13, havde jeg tid til en lille kop kaffe / morgenmad, samt en rulletur på ruten og en lille joggetur.
Efter breifing var det direkte hjem for at fejre den største af mine guldklumper, som denne lørdag blev otte år. På vejen hjem nød jeg det gode vejr og tænkte på dagen, hvor hun kom til verden.
Jeg landede derhjemme midt i orkanens øje, men der var heldigvis styr på det hele. Familien var inviteret til 17.00, så jeg havde lige 1,5 time til at være nyttig i. Efter en dejlig aften med lidt for meget mad i forhold til, hvad jeg normalt ville indtage, kunne jeg trække mig og gå i maskinrummet for at få styr på mit grej. Omkring kl.22.30 gik jeg i seng veltilpas og en lille smule træt.
Søndag morgen kl.04.50 ringede alarmen, og det var tid til morgenkaffe og et par stykker brød.
Så var det ned og starte slæden og vende næsen mod Vejle. “20 years of hardcore” rullede ud af højttalerne, og jeg var trods træthed ved godt mod og klar til at give den alt ,hvad korpus ville være med til. Jeg ankom i god tid og fik hængt “Slick” op i stativet og monteret alt mit grej.
Jeg fik sat mig lidt afsides og gav mig til at strække lidt ud, prøvede på at løsne musklerne lidt op fra en lidt for kort nattesøvn og en køretur. Derefter det obligatoriske energiindtag den sidste time og 1,5 – 2 km opvarmning i løbeskoene.
RACE.
Da startskuddet gik, var jeg afslappet og godt tilpas. Jeg lod de hurtige løbe, hvilket viste sig at være stort set dem alle sammen. Efter første ud af 4. omgange på løbet, var jeg 2. sidst. Michael Gladney råbte af mig ” der er én bag dig”, hvilket fik mig til at trække lidt på smilebåndet. Jeg havde en plan, jeg ville disponere mit løb og tro på, at det var godt nok til ikke at falde totalt igennem.
Jeg får hentet flere, men er ikke klar over, hvor jeg er henne i feltet, da jeg kommer i T1. Mine fire omgange lå alle indenfor 4 sek., så jeg viste, at jeg havde et godt afsæt til en god cykeltur.
Et fornuftigt skifte uden fejl, og jeg var oppe på cyklen og på vej ud på min 4 tur på det nye lyn. Jeg får trådt fint og kørt et par stykker ind, men døjer med slukkede ben, så snart pulsen ryger over 155 slag/min. Det hjalp mig bestemt ikke på de stigninger, der var og endnu mindre på de flade stykker, hvor jeg ønskede noget højrere fart, end jeg præsterede. Jeg indså hurtigt, at det også på cyklen vil blive et spørgsmål om at disponere godt og så håbe på, at på trods af manglende power ville jeg være i stand til at begrænse tidstabet.
Jeg når ned til en passage med brosten, MEGET grove brosten. Jeg satser lidt mere end godt er, og min dunk ryger af cyklen, da jeg stopper er der så meget fart på, at det sammen med vibrationerne “afmonterer” min kæde. Så da jeg stopper for at hente min dunk, råber en venlig official af mig og informerer mig om min løstslupne kæde. Jeg får den monteret og op på cyklen igen, direkte ind i en 8 pct. stigning. På det tidspunkt har Nicholas Ward overhalet mig, og det samme har Kristian Munk, som jeg havde overhalet og sat nogle km før.
Resten af vejen bliver det en udfordring at holde en fornuftig fart og ikke stresse. Jeg får overhalet nogle flere på sidste omgang, men har stadig ingen fornemmelse af, hvor jeg ligger i feltet. Det eneste jeg ved er, at min cykeltid ikke er tilfredsstillende.
Jeg ankommer i skiftezonen samtidig med Nicholas og en englænder – Ben Price. De er hurtigere end mig i skiftet – surprise – og sætter mig som en dårlig vane på de indledende meter. Jeg forsøger igen at holde mig i ro og finde rytmen, før jeg eventuelt ville skrue på tempoet.
Tempoet løftes lidt, og jeg får hentet Ward først og på sidste omgang henter jeg Ben, som fortæller mig, at gutten foran er nr.7. Jeg har hentet dem relativt meget på kort tid, og det siger mig, at de er lidt kolde. Jeg løber forbi med samme fart, og da jeg har hullet, prøver jeg at løbe en smule hurtigere for, at de ikke skulle få gode idéer.
Hullet bliver større og målstregen krydses med et smil på læben som nr.7 til EM og 3 til DM.
Dermed blev POWERMAN Vejle præcist det stævne, jeg ønskede. Det er selvsagt let, når forventningerne er i bund, men det er sådan, jeg har det. Jeg er mega glad for at have fået en føling på løbeformen, som jeg føler er god, og er tålmodig i forhold til og har troen på, at min top fart og power nok skal indfinde sig med den rette træning. Jeg fik bekræftet min test fra VIES og viste mig meget økonomisk ved 3.25 min/km. I dagene efter har jeg overhovedet ikke haft den mindste form for ømhed, hvilket fortæller mig, at min styrke er god. Træningen har været let ,og jeg glæder mig lidt til at blive sluppet fri til træning i morgen.
Vejle var mange andre ting. Det var kammerateri på højt plan også. God stemning blandt danskere før, under og efter. Duathlon er en hård nød, som jeg vil ønske, jeg kunne finde tid til at dyrke noget mere. Stævneområdet var rigtig godt, og det var ruterne også, en skam det ikke mødte større opbakning, for dette stævne har et stort potentiale. Jeg håber, det vender tilbage næste år. Søren blev efter mange intense kampe Europamester efter en hård kamp med den forsvarende mester Felix. Simon Jørn blev 3´er ( hvad sagde jeg ). Jeg var så næste dansker i mål som 7´er. Ward krydsede stregen på 10. pladsen og dermed fire danskere i top 10. Kasper havde en off dag, men var alligevel i godt humør, og Kristian Munk kørte også et godt race og har mange gode år foran sig.
Resten af søndagen blev brugt på en køretur hjem til tøserne, og med pizza fra den italienske samt et godt glas vin fortsatte det gode humør helt ind i denne uge.
Det var alt for nu..Næst på plakaten er “Tri på tyren” hvor jeg forhåbentlig kan kravle et par placeringer op fra sidste år.
/Chris