I mit seneste indlæg på bloggen skrev jeg om min Xterra oplevelse og også, at jeg torsdag skulle en tur forbi VIES – testcenter, for at gennemgå nogle fysiologiske tests.

Med et år med konkurrencer indlands er det blevet muligt for mig at lægge vægt på nogle andre ting, end hvad tilfældet har været de seneste to sæsoner. Én af de ting er ganske fundamentalt: at kortlægge min fysik for at få et klart billede af, hvor der skal sættes ind og hvordan. Jeg har igennem de seneste fire sæsoner trænet godt, begrænset, men godt. Det har fået mig til det sted, jeg er nu. Jeg er gradvist blevet bedre til at træffe beslutninger, der kommer min træning og præstationer til gode i livet ved siden af sporten, som alt andet lige fylder endnu mere i timeglasset end sporten.
Jeg kan blive ved med at skrue på de “udenomsting” i resten af min tid med Elite-skiltet på, da et liv med mange gamle vaner og gøremål tager tid at sortere i og sikkert ikke ændres væsentligt.

Jeg brænder for sporten og konkurrencerne, men det, der driver mig er forbedringer, og nogle gange tror jeg, at for megen aktivit med rejser, konkurrencer og lignende kan sløre blikket for, hvad der er bedst i den henseende – ihvertfald når man i bund og grund lever helt normalt.

For at gå mere teknisk værks end vanligt og for at prøve at undgå, at testene altid bliver i konkurrencerne, har jeg valgt at indgå samarbejde med Vejle Testcenter.

Jeg har flere gange nævnt min frustration over, at jeg ikke føler, at jeg får det maksimale ud af mine evner, specielt på den halve distance, som jeg føler, jeg gør på den hele. Jeg håber, at testene kan være med til at give et mere klart billede af den problematik og et nuanceret billede af, hvad der gør mig “god” på hel.

Længe har jeg tvivlet på min mentale kapacitet i forhold til at kunne lide nok til også at kunne køre hurtigt nok. Det er set i lyset af, at jeg eksempelvis kan løbe en ren halvmarathon på sub 1.10, men kæmper med at løbe under 1.17 i halv jernmands race.

Det er ikke fordi jeg tror at stjernerne falder ned fra himlen og at en åbenbaring viser sig, men jeg håber, at testen gør hullerne mere forståelige og måske kan hjælpe mig med at acceptere min “tri-skæbne” eller forhåbentlig hjælpe Coach Krüger med det tunge arbejde, han lægger i, at træne mig.

Testen forløb godt, og jeg gennemgik fire forskellige:
2*6 sekunders peak test
trappetest cykel
trappetest løb
maxtest løb.

Eftersom det var første test i nær seks år, og fordi jeg har taget hul på en disciplin indenfor tri/duathlon, som kræver lidt rå power, besluttede vi, at jeg skulle prøve nogle peaktest på cyklen. Dernæst en standard trappetest.

Under trappetesten øgedes watt belastningen med 30 watt pr. 5 min. Vi valgte, at jeg skulle starte ved 240 watt, som har været i den højeste 1/3 af mine grundtræningszone gennem de seneste 2-3 sæsoner. Testen blev afbrudt, da jeg nåede laktat 3,3  ved skuffende 330 watt, da Jacob mente, der kunne udredes nok derfra, og at fortsætte ville kompromittere min løbetest.

Rå data ser sådan ud:

(1):  Watt: 240 / Puls: 126 / Laktat: 1,0  (2): Watt: 270 / Puls: 138 / Laktat: 1,2  (3): Watt: 300 / Puls: 148 / Laktat: 1,8 ( 4): Watt: 330 / Puls: 158 / Laktat: 3,3

På løbet fik jeg efter at have rullet af på cyklen i 10 min, 5 min til at jogge/klargøre på. Det blev gjort ved 13 km/t og her blev der så lavet en basemåling af laktat til at arbejde ud fra. Trappetesten på løbet øges ligeledes hver 5 min og i dette tilfælde med 1 km/t. Som på cykeltesten blev laktatmålingen foretaget sidst i hvert interval

Rå data ser således ud:

(1):  Km/t: 15 / Puls: 142 / Laktat: 1,0  (2): Km/t: 16 / Puls: 152 / Laktat: 0,9  (3): Km/t: 17 / Puls: 151 / Laktat: 1,5   (4): Km/t: 18/ Puls: 171 / Laktat: 3,3

Meget lig det billede, cykeltesten viste. Også på løbet var maxtesten sub optimal, og jeg havde kun kræfter rent muskulært til at løbe 2 stigning færdig, og således kun 5 min inde i testen måtte jeg stoppe med en laktat på 5,2.

Ingen tvivl om, at Xterra Rebild sad lidt i benene, men derfor skulle der nok kunne drages nogle fornuftige konklusioner vedr. mit fysiske billede.

Vægten sagde 76,2 kg med en fedt procent på 6,2. Min egen derhjemme har lige kigget under 75 kg, hvilket nok ikke er helt ved siden af på tom kontra fuld mave. Så alt i alt et godt udgangspunkt, og nu er jeg igang med dette tiltag, så må vi se, hvordan det skal bruges. Når jeg får data fra Jacob og en rapport, vender jeg det med Coach, og så vil jeg skrive lidt om, hvad der skal ske herfra, og hvordan vi har læst testene.

Go’ lørdag og tak for, at du læste med.

Chris

Previous reading
Testing testing – nu med data
Next reading
Et stort smil og ømme muskler…..